med Jessen, end Tørres Wold midt i det store Selskab.
Hendes Mand havde ogsaa styrket sit Mod saa kraftigen, at han var ganske smaaøiet og smilende; og paa hans noget besværlige Tunge havde et Ord sat sig fast, som han vedblev at gjentage med en listig Mine: »Svup! mine Damer! alt er betalt.«
Andet Svar gav han heller ikke sin lille Kone; men Vognen var der, hun smuttede ud af Salen uden at nogen mærkede det.
Men Tørres sansede det strax og hans Uro steg, mens hun var ovenpaa forat tage sit Overtøi. Han var halvt inde i Salen og halvt ude i Gangen, hvortil Dørene stod aabne for Heden. Han styrede en hel Blomstertur, og Damerne reves om ham; men da han skimtede et Par smaa hvide Silkesko oppe i Trappen, mistede han al Besindelse.
Der stod nogle unge Herrer i Døren, og ude i Gangen stod Anton Jessen med sin Moder; hun vilde endnu i siste Øieblik tale et Ord med sin Søn; men han svarede hende bare uhyre polisk: »Svup Mutter! alt er betalt!«
