Da Bruden kom — indhyllet lige til de hvide Sko, trængte Tørres sig frem til Trappen, og før hun kunde afværge det, greb han om hende og bar hende høit paa Armene ud gjennem den oplyste Gang, hvor Gjæster og Hotellets Tjenere veg leende tilside, — helt ud paa Gaden, hvor Vognen ventede; han havde ingen anden Tanke i sit Hoved, end at springe ind med hende, kjøre bort og give dem Fanden allesammen!
Hun forstod og hviskede i den yderste Nød: »Nei — Tørres! nei! — du er gal! efter paa — Kjære! — efterpaa —«
Idetsamme kom Jessen farende; de andre havde puffet ham afsted; han snublede og forlige mod Wold, som netop havde sat Bruden ind i Vognen.
»Svup! mine Damer!« raabte Brudgommen fornøiet.
Men Tørres fik endnu en Gang Bugt med sig selv. Han tog den lille Brudgom og føisede ham ind i Vognen paa en saadan Maade, at Hr. Jessen pludselig slog over i en yderst krænket Tone, idet han høfligt, men koldt
