Jessen usikker og febrilsk begyndte de gamle Tilnærmelser; — han maatte jo vide! — naturligvis! de havde jo ikke engang gjort sig Flid for at skjule. Og nu kom Hr. Jessen, som viste alt, og Tørres hjalp til! Atter var hun hjælpeløs mellem disse to Mandfolk, men værre end nogensinde.
Overfor Hr. Jessen var Tørres nu den alvorlige Kollega, som talte om, hvor beklageligt det var, at de to, som var de eneste i Byen, der forstod sig paa Butikshandel, at de to skulde slide sig op i en ørkesløs Konkurrence. Hverken Brandt eller Cornelius Knudsen duede; nei, Tidens Forretning var Specialiteten, sagde Tørres.
»Men de store Magasiner,« indvendte Jessen.
»Passer ikke for os,« svarede Tørres kort og sikkert.
Men Hr. Jessen var en forsigtig Mand med Penge. Han havde lagt sig noget tilbeste — han ogsaa; men en kostbar Forretning i Silke, Fløiel, Møbelstoffer og Tæpper — saaledes som Tørres raadede — det syntes ham for dristigt.
Imidlertid lod Tørres sig ikke nøie med Raad og Opmuntring, han fik ogsaa Bankchefen
