Efterat Brandts store Julebal med tilhørende Skandale var udtømt som Gjenstand for utallige Versioner og Meninger, løb den offentlige Morals Dom sammen i en Form, som man fra først af ikke skulde anet.
Alle de, som havde forivret sig mod denne Krambodgut, som havde beklaget Frøken Krøger — »at hun skulde være udsat for sligt,« og som ikke noksom havde kunnet berømme Gustav Krøger for hans resolute Optræden — alle disse Røster døde hen. Og tre Maaneder efter var det slaaet fast: at det var helst latterligt, naar disse Krøgers vilde holde sig saa høit oppe; hvad skulde der være iveien for, at en Krambodhandlers Datter giftede sig med en Kramboddreng? Det havde kanske været meget bedre, om Gamle Brandt i sin Tid havde valgt en ung Mand af Faget for sin Datter istedetfor denne Krøger, hvis saakaldte Dannelse dog tilslut ikke bestod i andet, end at han var Fritænker og holdt af at leve i Sus og Dus.
Den unge Wold var et troskyldigt Barn af Folket, som var blevet skammeligt behandlet af de Fine. Den Dag kunde komme — sligt
