»Hm!« svarede Krøger og steg med Besvær ned igjen.
Tørres svedede; men han var ikke den, som gav sig:
»Jeg vilde tale med Dem — Hr. Krøger! fordi det er Skik at begjære Forældrenes Samtykke.«
»He?« sagde Krøger og tænkte: »han er snyd — det Asen!«
»Deres Datters Samtykke har jeg saa godt som.«
»Javist, javist har De saa,« sagde Krøger og søgte at komme saa lempeligt som muligt forbi det ful de Menneske.
»Nei, nei! nu faar De høre efter!« sagde Tørres skarpt og holdt ham fast ved Kjoleopslaget: »jeg er saagodtsom forlovet med Deres Datter Julie.«
Gustav Krøger gav bare et Grynt af Rædsel og stirrede paa den anden. Lyset fra Spilleværelset faldt midt paa Tørres. Det var ikke en fuld Mands Ansigt; men der var en saadan anspændt Fasthed, et saa frygteligt Udtryk af ubønhørlig Vilje, at den arme Mand bare rev sig løs og løb, løb ud af Kontoret
