Hun afbrød: »Men tør De fremdeles?«
»Jeg tør alt muligt,« svarede han.
»Det er jo det, ser De! at saaledes som De nu stormer frem, kan De let forspilde det hele. Mellem Folk af vort Slag fares der ikke —«
»Men De lærte mig jo netop at gribe til og det forsikrer jeg Dem —«
»Ja — forstaar De, men —« hun var selv lidt forvirret; imidlertid tog hun sig sammen, »se mellem os bruger man dog at sikre sig — at sikre sig Samtykke hos Familien.«
Dette var ganske efter Tørres Wolds Begreber, at man først friede hos Forældrene; han sagde derfor lidt nedstemt:
»De mener, jeg skulde først spørge den Gamle?«
»Jeg tror ikke at han vilde synes om en Overraskelse,« sagde Fru Steiner; hun syntes nu selv, dette gik for vidt, og reiste sig.
»Ja — De maa ikke tro, jeg er ræd,« raabte Tørres; »vent lidt skal De se!«
Han sprang op; iaften havde han Mod til alt, paa Julie var han sikker nok, saaledes kunde ingen Pige være, uden hun var villig.
