Efter Dansen vilde Tørres — urolig og nervøs ikke slippe hende. Hun sagde, at hun maatte ud til Tante Sofie i Kjøkkenet. Han vilde følge med; hun kunde ikke blive ham kvit, gjennem de gamle Damers Værelse fulgte han — lige til Kjøkkendøren, hun lo endnu, men var halvt ræd ham.
»Se her skilles vi!« raabte hun og rakte ham Haanden.
»Men — men vi er jo enige?« — fik han endelig frem.
»Ja da!« raabte Julie leende, idet hun forsvandt ud i Kjøkkenet.
Tørres opsøgte Fru Steiner i det lille Værelse, og — ganske straalende af sin Lykke, raabte han til hende:
»Tænk! hun troede, det var Dem!«
Fruen forstod ham og saa op med et Par Øine, som Tørres ikke forstod, saa ophidset som han var. Men nu var Maalet fuldt; hun vilde skille sig ved denne Tølper.
»Sagde De ikke før, De vilde følge mine Raad?«
»Har jeg ikke gjort det? — og tænk Dem —«
11*