»Næ — nei — jeg tror ikke.«
»Det er jo høist paafaldende,« sagde Overlæreren alvorligt; »men stop! hvad om De selv var Manden!«
Jessen blev ganske hed.
»Uden at vide det — ja! saa gaar det ofte,« — sagde den gamle Herre og reiste sig; »der gaar man omkring som et andet almindeligt Menneske med et ubevidst Talent, indtil en vakker Morgenstund — svup! der er det!« han pikkede Hr. Jessen hemmelighedsfuldt paa Panden, idet han gik videre paa sin Runde.
Ganske betagen sad Hr. Jessen igjen i Sofaen og glemte Ballets Larm, medens han tænkte paa dette nye og uformodede, at han sandsynligvis havde Talent. Og jo længere han tænkte, desto sandsynligere forekom det ham.
Var det ikke Talentet, som vilde frem, naar han bestandig længtede mod noget høiere; var det ikke altid Talentet, som ikke paa skjønnedes?
Alt dette havde den kloge gamle Herre seet; kunde han nu bare selv blive klar over, hvad det var for et Talent, han sad inde med.
