Den næste, Overlæreren mødte, var Tørres Wold; den Gamle hilste godmodigt, han kjendte ham saa halvveis: om han morede sig godt?
»Tusind Tak — udmærket!« svarede Tørres henrykt over denne nye Udmærkelse og greb den andens Haand, hvilket ikke var Meningen. Overlæreren gik snart videre, idet han gav Krøger Ret i, at der var ingen Moro ved den Fyr.
Mens Tørres gik saaledes og ventede paa Dansen med Frøken Julie, hvilken han var sig bevidst skulde blive et Vendepunkt i hans Liv, styrkede han sig med et Par Glas af Krøgers navnkundige hjemmelavede Jule-Punch, uden at den stærke Drik steg ham anderledes til Hovedet, end at den gjorde Modet lysere og tilslørede noget den Forsigtighed, som ellers laa ham saa dybt i Blodet.
En af hans Venner præsenterede ham for den nye Præst.
»Vi er nok Sambygdinger — omtrent,« sagde Præsten venligt, »min Far var og Husmand og tog Navn af Gaarden — Opstad — De kjender vist? —«
