hvor han drak gammel Portvin sammen med den skinnende Kogekone, som bestandig betroede ham, at han var den eneste i Byen, som forstod sig paa Mad. Dernæst gjorde han Runden gjennem alle Rum — overalt med Øie for nedbrændte Lys eller tomme Flasker, snart sendte han en Pige i Kjælderen, snart tog han sig et Glas med En, som han syntes trængte til en Opmuntring, eller han løftede et Bæger til almen Skaal blandt Kortspillerne, der rejste sig og nippede til sine Toddyglas.
Saaledes gik Ballet varmt og vel smurt — som Gustav Krøger vilde, det skulde gaa, saa alle disse Mennesker, hvor store Dødbidere de end vare til hverdags, kunde vaagne op en enkelt Gang og more sig med god Samvittighed.
Men paa samme Tid var han yderst ængstlig for, at Lystigheden skulde gaa for vidt. Hans Feststemning kunde med et være forspildt, om der hændte noget galt, — om for Exempel et ungt Menneske opmuntret ved Værtens egen overflødige Gjæstfrihed — kom til at drikke for meget og tog til at vrøvle eller gjøre Skandale i Balsalen; da var Krøger ganske ulykkelig,
