var sikker paa, at han intetsteds hverken i Sålene eller i Kjøkkenet kunde møde sin Kones sure Ansigt, følte han sig lykkelig som den, der gjorde alle disse prægtige Mennesker glade og fornøiede.
Men han vilde gjerne, det skulde være fint. Han ligte ikke denne Aften at høre sin Ven Overlærerens Bemærkninger. Og han lod, somom han ikke lagde Mærke til de skrækkelige unge Indfødte, som man var nødt til at tage med, forat skaffe Dansere. Da han første Gang blev opmærksom paa Tørres Wold, som han ikke havde kunnet undgaa, vendte han sig bort i Uvilje; men denne Gang var det snarest, fordi han ærgrede sig over, at den modbydelige Fyr ikke tog sig værre ud.
Efterat han havde sat Dansen igang ved høitideligt at gaa i Polonaise med Amtmandinden, kom Krøger ikke stort mere i Balsalen; den Ting gik af sig selv; naar bare ikke Musiken slappedes af Tørst eller overvældedes af Drik, — denne Ligevægt var ogsaa en af hans Opgaver.
Han vandrede da bestandig omkring som et Forsyn for alle. Begyndte ude i Kjøkkenet,
