varede langt ud paa Natten, en Belzebub’s Fest for de bekymrede.
Allerede Forberedelserne til Ballet interesserede Krøger. Det faldt netop i hans Smag at opretholde Traditionerne. Saa længe Konen levede, havde hun modsat sig enhver eneste Ting, han havde Lyst til, og overalt søgt at knibe af eller forringe det festlige. Nu nød han i sin Uafhængighed den Glæde at gjøre det rigtig stort og galant med en udsøgt Soupé og Vin i gammeldags Overflod.
Dette var en af de faa Leiligheder, der bestandig virkede saaledes paa Gustav Krøger, at han aldeles glemte, hvad han ellers i en mismodig Stund kunde kalde sit forspildte Liv. Naar det gamle fornemme Hus var fuldt af Lys og Gjæster, forestillede han sig, at han selv og alt andet var paa sin rette Plads; han bildte sig ind, at Damerne vare comme il faut i Toilette og Holdning, at Kavallererne vare aandrige, at de gamle Herrer ved Kortbordene vare betydelige Mænd, der rekreerede sig i aandfuld Selskabelighed.
Selv gik han omkring i dette udmærkede Selskab som den glade Vært. Og nu, da han
