»Godt Frue!« raabte han pludselig med etslags Latter, »lad os saa skilles strax, — hvis De tillader.«
»Lad os nu være fornuftige — Hr. Jessen!«
Men nu var han med en Gang bleven den forkjælede Gut, som paa Død og Liv vilde drive det ud i den yderste Spids; han vilde være den Forkastede, den Forhaanede; han vilde læsse paa sig alt — jo mere jo bedre; engang skulde det vel komme for en Dag, hvad Anton Jessen egentlig var!
Og saaledes for han ud af Kontoret, gjennem Butiken uden Hilsen eller Farvel og hjem til Mor, forat læsse sine Sorger af. —
— Nogen Tid efter sad Bankchef Christensen i Direktionens indre Værelse og gned sin store tykke Næse, medens han ventede paa En, som han havde sendt Bud efter.
Idet nu Tørres blev ført ind af Bankbudet, saa Christensen under sin Haand op paa den unge Mand og noterede sig, at han var bleg og urolig i Øinene. Derpaa anviste han en Plads nær sin egen Lænestol; men Tørres satte sig med et usikkert Smil henne ved Døren paa den yderste Snip af en Stol. »Jeg har oftere
