ham, og at han maatte seire. Og idet alt nu samlede sig om at vinde hende, skildrede han med sitrende Iver, hvorledes alle hans Drømme bestandig havde kredset om hende, hvor han elskede hende, og hvor hans gamle Moder vilde velsigne den Dag, da hun gjorde ham lykkelig.
Fru Knudsen havde mangen Gang tænkt, hvorledes det vilde gaa, om hun igjen mødte en Mand, der overvældede hende med et for elsket Mandfolks frembrusende Attraa; men skjønt der var saa megen Lidenskabelighed i hans Væsen og Ord, følte hun sig — næsten til sin egen Overraskelse mere rolig og kold, alt imens han talte.
Hans skuffede Forfængelighed, hans fantastisk drømmesyge Sind gav Ordene en falsk Klang, som hun hørte; det var et heftigt Oprør, en brændende Bøn; men det var alligevel ikke en forelsket Mand, hun følte det næsten som en Uvilje.
Hun reiste sig op fra Pulten og gik mod Dagligstuen og sagde tørt og overlegent:
»Hr. Jessen! jeg vil en Gang for alle forbyde Dem at tale til mig paa den Maade, — ellers maa vi skilles.«
