hørtes en Lyd fra Kontoret, saa Frøken Thorsen hen paa Wold; hun følte, at disse Øieblikke bestemte over hende; men hun kunde ingenting læse i hans Miner; Tørres arbeidede munter og ivrig, somom ingenting var i veien.
— Saasnart han stod foran Fruen, begyndte Jessen at tale hurtigt og heftigt med Øinene fæstede i hendes.
Hun skyndte sig at afbryde ham:
»Ja, det var galt — Hr. Jessen! jeg indrømmer, at jeg burde talt med Dem, inden jeg« — »Aa — det er ikke det værste — Frue! men« —
— »men« — vedblev hun — »jeg havde selv ingen Anelse om, at Forandringen —«
»Det er ikke Forandringen, jeg vil tale om«, sagde han mørk.
»Men jeg maa forresten indrømme,« sagde Fruen, »at det hidtil ialfald synes at gaa —«
»Jeg har talt meget med min Moder — Frue! i den senere Tid om — om min Fremtid —«
Hun prøvede endnu at afværge det, som hun følte vilde komme; men hans indre Oprør skyllede nu over, han glemte sin Skyhed, idet han følte dette ene: at alt stod paa Spil for
