Knudsen havde taget hende, da hun var Dame i Butiken; det var en Lettelse, da han døde, og hun beholdt en Afsmag for Mandfolk.
Men nu summede det hende bestandig om Ørene, bestandig havde hun disse Mandfolk indpaa sig, først og fremst Hr. Jessen med sine varme Øine, saa Gustav Krøgers aabenhjertige Spøg —, alt dette gjorde hende usikker, somom det var noget uundgaaeligt.
Idet hun gik ind i sin Dagligstue, som stødte til Kontoret, sagde hun saa koldt som hun kunde:
»Dersom De ikke er frisk — Hr. Jessen! — kan De meget godt være hjemme et Par Dage.«
Han takkede hende og vilde sagt mere; men hun lukkede Døren efter sig.
Saasnart Tørres fik vide, at Hr. Jessen var syg, begyndte alle hans Planer at røre sig i hans Hoved.
Allerede længe havde han havt en Fornemmelse af, at Handelen i Butiken ikke havde den rigtige Sving. Han maatte se paa, at gode Kunder bare kom indom uden at give sig Tid, til man fra de mangfoldige Hylder og Skuffer
