Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/370

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


synes jeg, end de var i min Ungdom; men saa tænker jeg, det er vel de sure Øine som befører mig; thi den Tro har jeg bevaret, at Piger er Piger udi alle Dage, men gamle Folk skal tie stille og passe det, de forstaar, men det er ingenting, som er af Ungdommen; men derfor skal et Menneske ikke vorde surt in finem, men jeg haver befundet, at det er en farlig Ting at blive gammel grundet paa, at man bliver saa utidigt sur, og det er imod min indre Konstruktion, og jeg haver nu sat her en Stund og stirret i Regn og Skodde udover Sjøen, og saa rettede jeg min gamle Ryg og udspyttede den ihavende Skraa, som ogsaa i al Sandhed smagte mer af Messingdaasen end som af Taabak, efterdi ban var flere Gange antygget, men taget mig en ny med Kniv, saasom jeg kan ikke længer bide ham af, paa Grund af, at de træffes ikke Tænderne, men fremme er der faa, og alligevel haver jeg en god Tand, som er fordulgt og til ingen Stads, men til Nytte, naar jeg æder seige Sager hvorsom Spegeknog; og jeg tager nu Pennen fat igjen, fordi jeg vil alene tilmelde Dem alligevel, at jeg ikke er værre, end jeg nok holder ud en Stund til; og, hvis jeg beholder Helsen, skal De snart høre fra mig, men om Veiret er her ingenting, formedelst her er ikke noget Veir paa lang Tid, men jeg undres paa denne Vinteren, om han vil blive til noget, eller om han vil gaa over med Vas og Væde og løs Vind.

Ærbødigst
Lauritz Boldemann Seehus,
forh. Lodsoldermand.

Krydsvig den 13de April 1889.

   Hr. Avisredaktør!

I Betragtning af de raadne Føder paa Smalen, hvilket Dyr jeg af Naturen foragter formedelst Feighed og en urimelig Taabelighed den ene bag efter den anden; men aldenstund nogen vil børte sig med Jordbrug værende fra Moders Liv Sømand, saa faar han holde disse Dyr med mere hvorsom Naboerne, til og med han ingenting forstaar af hele Skrabet eller høist ubetydeligt; saa haver jeg gaaende paa min lille Jordlap tvende gode Sauer med lidet Ved, men Uld, og dem haver jeg sendt længe føre Jul til en Gravæder paa Børevig, som er af den fine Sorten fra Skotland, fordi mange gik og vasede, at jeg maatte gjøre det, formedelst Racen og Ulden og mange Ting, men ingen raaden Fod hørte jeg nævne, for bagefter med megen Kjæggel blandt Folk og en stor Ivrighed mellem Lærde