og lignende, som ikke er mig noget nyt af den Slags Folk som immer og altid holder sig bag Ryggen til hverandre, raabendes med høie Raab: det var ikke min Skyld, men Skidt var det, saa siger jeg til mig selv: hvad skal jeg gjøre med disse raadne Føder fra Skotland, om jeg nu har det indpodet og ligervis paa det uskyldige Afkom, hvilke hopper allerede omkring og diller uden Bekymring med en liden Svands alle tre, formedelst der var to i den ene, hvilket ingenlunde skal være til Dadel for Væren, som var god saaledes; men flammed Sygdom er ikke noget at drages med, naar som Tid at vi havde af Naturens gavmilde Haand baade Skab og Vaspaaser og meget andet, og mere end jeg ved om, og vender jeg saaledes Blikket atter og atter mod denne Øvrighed, om den ikke skulde faa Ved. Men saa havde dog Regjeringen ikke saa raadne Føder i den anden vigtige Sag med en Amtmand, som vi fik uformodentligt fort og prompe til megen Gavn og modsat, hvorledes Manden nu er, men en Skipper maa der ikke destomindre være; og nu lysner det i den ganske Verden at sige paa vor Hemispære da i Besynderlighed Vaartiden er inddragen, og Isen den gik med Peder-Varmestol, og Viben hun kom en Morgen saa blank paa Ryggen, som vore hun polert udaf Bronce, med Toppen tilveirs og kastende sig i Luften som en Dolfin i Sjøen med Hovedet ned og Sterten op og raabte og skreg, saa kall som han var og er; men Lærken er dog den galneste til at sjunge uden Pardon og Ophør, saa lang Dagen er, og Kjelden er kommen og staar og vipper paa samme Stenen som ifjor, og Ringgaasen og Linerlen, saa lever vi op igjen alle Mand paa Jæren, og Tosken bider ogsaa for dem, som har Tider med det, men saa gaar det dog mest paa Tare og Hævd og Pløiing udi Klagen tildels paa somme Pladser, men det maa gaa.
Ærbødigst |
Krydsvig den 1ste Juli 1889.
Hr. Avisredaktør!
Deres ærede af 20de forrige Maaned annammet samt Indhold bemærket til høfligst Besvarelse, at det passer ikke af den Begrundelse, at gamle Folks Tale er mest som Vinterstormen og usandsynlig om Sommeren, naar som Solen den skinner og Lammene de hopper og kaster Svandsen høiest i Luften; men saa blev det Vædere alle tre, hvilket ikke var uventendes efter en saadan Gravæder, og følgelig kan ikke noget Brev forventes fra mig føre Hausten,
