Men vi maa huske paa, at baade Meddelelsens Maade og det,
som skal læres, er saa yderst forskjelligt mellem Mennesker og Dyr.
Først Meddelelsen. Mange Dyr er jo aldeles uden Lyd — saa vidt vore Sanser kan fornemme. Men alligevel maa vi huske paa, at vort Øie har faaet den uhyre Multiplikator til sin Evne i Mikroskopet, medens vi endnu intet tilsvarende Hjælpemiddel har for Ørets Evne til at opfange „mikroskopisk“ Lyd. Og dertil ved vi, at for Exempel den lille, bløde Aftenmyg ingen mærkbar Lyd frembringer, selv om den flyver forbi Øret enkeltvis, og dog fylder den, naar Luften er tyk af Myg i varme Aftener, hele Haven med en eiendommelig Klang, som Svingninger af en fin, spændt Staalstreng.
Men at alle de mangfoldige Dyr, som har Lyd i Struben, lægger en forskjellig Mening i forskjellig Lyd, det kan man let overbevise sig om. Hunden er ogsaa i saa Maade et daarligt Objekt for Iagttagelse; den staar og gjøer og gjøer ligesom Koen, der brøler uden anden Mening end at gjøre sig bemærket. Forresten kan Hunden, der i sproglig Henseende er et saa daarligt begavet Dyr, som dresseret Jagthund give sin Herre gode Vink om, hvorledes det gaar med Losen.
Katten er allerede finere. Det er vel værd at lægge Mærke til den forunderlige bløde, rørende Lyd, en Kat faar i Struben fra det Øieblik, den har født Ungerne.
Høns og Ænder er endnu lettere at forstaa. Den, som nogenlunde kjender deres Sprog, kan uden at se efter vide, hvad der foregaar i Hønsegaarden: om et Æg er lagt, eller om der gjøres Kur, eller om en Hund er i Sigte, eller om en stor Fugl flyver over, eller om der er fundet noget godt.
Men først hos de frie Dyr, hvor Kampen for Livet er fuldt alvorlig, kan man vente at finde fuldt udviklet al den Nytte, der kan drages af Stemmen; og hvis nogle af os fra Ungdommen anvendte ligesaa megen Tid paa at lære et Fuglesprog, som paa at lære for Exempel Græsk, skulde vi forundre os over de mangfoldige Nuancer i en Fugls Røst, som forekommer mange saa ensartet og fattig. Hvor er det ikke beundringsværdigt at høre en Vildand eller en af Sumpfuglene dirigere sin Ungeflok enten ved et lidet Rap—rap — eller ved høie Skrig, blandede med smaa Tilraab, som de Smaa forstaar og adlyder med det samme de forlader Ægget; — de ligger stille eller løber hen til Moderen, alt efter som hun raaber: Tryk dig ned i Sivet, eller: nu kan du komme til mig.
Nogle Fugle er mere Vagtmænd end andre. De, som ser bedst og længst omkring, varsler først Faren, og deres Røst forstaaes ikke
