Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/354

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


en for Eieren smigrende Evne til at forstaa det mindste Vink, har fæstnet og brutaliseret den skadelige Forestilling hos Mennesket, at han er Skabningens Herre paa den Maade, at hans Intelligens er væsensforskjellig fra Dyrenes. Thi naar han beundrer, hvor høit han kan drive sin Hund i Klogskab, saa beundrer han i Virkeligheden mest sit eget Forsprang fremfor Dyret, og dette er ikke saa stort som de indbilder sig, der ere ubekjendte med det frie Dyreliv.

Men Ukyndighed med Dyrenes daglige Liv i Forbindelse med den tillærte Bevidsthed om Herskerværdigheden, har givet Mennesket en Tilbøieligbed til at sætte Dyret rigtig lavt, for saa at beundre sig selv, hver Gang noget hos Dyret kan nærme sig til det menneskelige, og undskylde sig selv ved at henføre al sin egen Lavhed til „det dyriske“.

Deraf ogsaa den lange Strid om Beskaffenheden af Dyrets sjælelige Evner. Man har kjæmpet og kjæmper endnu imod den Anskuelse, at i det Væsentlige er det — om man saa vil — det samme Stof, som fylder alle Hjerneansamlinger i Dyrelivet. — Hos de egentlige Dyr er Udviklingen meget hurtig, men meget kort; hos Mennesket voxer Hjernens Liv langsomt, men længe, og i Udstrækninger, som kvantitativt overgaar al Sammenligning med noget Dyr.

Men istedetfor denne Lighed, som Menneskene har fundet generende for Værdigheden, har man foretrukket et dunkelt Ord, som uden faste Omrids skulde udtrykke, at der er en Væsensforskjel mellem den Hjernevirksomhed, som lader en Fugl brede Vingen over Ungerne til Natten, og den, hvormed en Menneskemoder breder Tæppet over sit Barn.

Dette med „Instinktet“ har staaet og staar som en Hindring for Mennesket til et bedre og mildere Samliv med den øvrige Dyreverden og som en Undskyldning for utænkelig megen Mishandling og Hjerteløshed.

Men med en øgende Kundskab er der neppe nogen af de Indskrænkninger, man ved Ordet Instinkt vil gjøre i Dyrenes Sjæleevner, som kan bestaa. Jo mere man lærer de frie Dyrs Liv at kjende, desto mere svinder alle Skillemærker, indtil man staar overfor bitte smaa, men yderst intensivt udviklede Ansamlinger af Hjernevirksomhed, som i ingen indre Henseende skiller sig fra en Draabe menneskelig Intelligens.

Og dette, som forekommer de Fleste saa utroligt, at Dyrene ikke blot tænker om Dagen og drømmer om Natten, men ogsaa meddeler sig til hinanden og lærer hinanden det for Livet nyttige, det dages og viser sig helt sikkert og naturligt, naar man lærer og ser.