Ude i den bratte Bakke foran Huset var der nogle Gutter, som
spillede Mablis; de begyndte at lægge Mærke til den vældige Lyd
fra de to, som sov, og samlede sig med Latter og Ablegøier
indunder Vinduet.
Men pludseligt overfaldtes de af Randulfs Husholderske med en Lime; og Gutterne styrtede i en forvirret Klump nedover Bakken med Latter og Skrig, saa at Worse glyttede lidt paa Øinene og lagde Hovedet over paa den anden Side.
Der blev igjen ganske stille, førend Snorkingen atter kom igang; der hørtes Aareslag fra en Baad, som roede udover Vaagen, og Maageskrig langt ude i Fjorden. Randulfs Husholderske stod paa Vagt med sin Lime, og de brave Kapteiner sov endnu en halv Times Tid.
Endelig reiste Randulf sig, tog Bindet fra Øinene og gabede.
Herved vaagnede Worse halvveis og sagde strax i en overlegen Tone: „Naa! — du har sovet! — jeg troede aldrig du vilde vaagne.“
„Vaagne?“ — svarede Randulf spodsk, „jeg har ikke faaet Blund paa mine syndige øine, — saaledes som du brøler!“
„Jeg snorker aldrig,“ svarede Worse afgjørende, „og desuden har jeg været vaagen hele Tiden, mens du sov.“
„Sov? — jeg sov aldeles ikke — hører du!“
„Ja men det maa jeg da bedst vide, som har siddet her og —“
— „og snorket — ja! — det gjorde du som en Helt.“
De kjæglede endnu en Stund om dette, indtil de blev vaagne.
Derpaa tændte de sine Piber og trak Frakkerne paa; hos Randulf var de altid i Skjorteærmer, hvilket var en Fest for Worse; thi hjemme fik han ikke Lov til det.
Dernæst vandrede de to gamle Skippere omkring paa alle Byens Brygger, kigede ind i Søhusene og ind i Reberbanen, talte om Fartøierne paa Havnen og granskede med den yderste Mistro et nyt Skib, som var under Bygning paa Værftet. Overalt traf de Kjendinger, som de slog en Passiar af med; Randulf var i Perlehumør, og Worse kniknede ogsaa til, skjønt som i gamle Dage var han ikke.
Det var nu næsten noget nyt og uvant for ham — saadan en Runde gjennem Byen. Thi i den senere Tid kom han aldrig stort længer end ned paa sit eget Søhus.
Det var gaaet saa besynderligt med ham; han begreb det ikke selv. Men fra det Øieblik, han havde overladt „Familiens Haab“ til andre, havde han næsten mistet Interessen for alt det, han før havde stellet med. Ja naar han nu saa et Skib staa ind af By-
