Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/98

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men det lod ikke til, at nogen vidste noget om Saltpriserne; det var klart, at andet skulde forhandles.

„Ja — ja!“ — sukkede endelig Sivert Jespersen, „vi kan nok have godt af saadant ogsaa!“

„Visselig —“ svarede en anden, „er der Feil nok at rette og revse baade hos dig og mig.“

„Du ser Skjæven i din Broders Øie; men Bjælken i dit eget bliver du ikke var,“ anbragte Nicolai Egeland behændigt.

„Det er ikke altid, at Kvinderaad og Kvindetale formilder en Mand,“ sagde nu den gamle Farver stille.

Der blev en Pause, indtil alle — endogsaa Nicolai Egeland havde forstaaet. Derpaa var der en, som sagde: „Vi trænger megen Folkehjælp paa Gaarden iaar; Vorherre har velsignet baade vor Eng og vor Ager.“

Det var en Gaard ved Byen, som de fleste af Haugianerne eiede i Fællesskab.

„Mest trænger vi en, som baade kan tage Haand i Arbeidet og forstaar at samles med Tjenerne og Arbeidsfolkene til Opbyggelse i Hviletimerne,“ sagde Sivert Jespersen.

Atter en lang Pause; en saa paa sin Nabo, denne saa væk — hen til Krogen, hvor den gamle Farver sad, flere Øine søgte nu henad den Kant. Det var ikke godt at se, hvor den Gamle saa hen; han sad og blinkede i den tætte Tobaksrøg.

Men endelig nikkede han flere Gange: „Ja ja! — naar I saa synes — Kjære! saa faar jeg prøve paa at sige det til ham.“

Herved følte de andre sig aabenbart lettede, og nu først begyndte de at tale meget ivrigt om Saltpriserne.

XI.

Skipper Randulfs lille hvide Hus laa høit med Udsigt over Vaagen og Fjorden. De to Venner havde spist og spist svært: nu sov deMiddagssøvn, Værten paa sin almindelige Plads i Sofaen og Gjæsten i en stor Lænestol.

Vinduerne stod aabne; der var varmt Solskin. Byen gjorde ingen Larm i den fredelige Eftermiddagstime, Fluerne summede ud og ind, og Vinden bølgede mat i Gardinerne.

Store, blanke Svedperler samlede sig paa Jacob Worses Næse; han laa bagover i Stolen med Munden aaben og brølsnorkede.

Randulf snorkede ogsaa, men ikke fuldt saa galt. For Øinene havde han et gult Silketørklæde, som hans gamle Husholderske hver Dag maatte binde ham om Hovedet, ellers fik han ikke sove.