fjorden for fulde Seil, var det ham næsten pinligt, — og før var det dog det skjønneste Syn, han vidste.
Imidlertid fik Randulf ham tøet op idag, saa han blev munter og endogsaa bandte et Par Gange uden at mærke det, hvilket oprigtig glædede hans Ven.
Thi ligesom Konsul Garman var ogsaa Randulf paa sin Kant ulykkelig over, at Jacob Worse gik tilgrunde, som han kaldte det. Han ærtede ham ikke længer; det kunde jo ikke nytte. Men i Klubben betroede Randulf en og anden god Ven ved et varmt Glas, hvor smerteligt det var at se en Perle af en Sjømand som Jacob Worse skjæmmes ganske ud af et helligt Kvindfolk.
„Den Helvedes Rostockeren!“ pleiede han at slutte med. Derved mente han den Rostocker Kof, som han blev paaseilet af i Bolderaa; thi det var hans faste Tro, at havde han — Randulf — bare været hjemme, skulde de aldrig have fanget Jacob Worse.
Klokken syv vendte de tilbage til Randulfs lille Hus i udmærket Humør og glubende sultne. Da de saa igjen havde spist dygtigt — Worse havde ikke havt saadan Appetit paa længe, fik de sine rygende Toddyglas paa Bordet foran det aabne Vindu; og den blaa Røg fra deres Piber kom boblende som Kanonskud snart fra den ene snart fra den anden, — som fra to gamle Fregatter, der saluterede for hinanden.
Efterat de havde røgt længe i Taushed, sagde Worse: „Sjøen kan være fin saadan en Sommerkveld — Skaal!“
„Sjøen er altid fin — Jacob! — Skaal!“
„Aa ja saamænd, saalænge man er ung.“
„Ung! — du er da ikke mere end tre Aar ældre end jeg, og Thomas Randulf tænker ikke paa at krybe iland paa de første ti Aar, — det kan du hænge dig paa.“
„Det er anderledes med mig — ser du! for jeg har dette indvortes — du ved —“
„Aa Skidt!“ svarede Randulf, „ikke ved jeg større Greie paa Lever og Lunge og Tarmer og Indmad og Milten og Dilten og alt det Skrab, de siger, vi har i Maven; men det ved jeg, at den som hører til paa Sjøen, han er syg iland! akkurat ligesom Bonden brækker sig som en Kat, naar han kommer ombord. Det er en Sanning, som er fast og urokkelig.“
Jacob Worse havde ikke noget at byde mod denne Tale; han bare mukkede lidt og gned sig over Maven.
„Har du prøvet Riga-Balsam?“ spurgte Randulf.
„Er du gal — du? det er jo indvortes.“
„Kanske du ikke tror, at Riga-Balsam er godt indvortes ogsaa?
