Hopp til innhold

Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/495

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

„thi unge Kvinder nutildags er noget helt andet, end de var dengang, han færdedes i Verden. Der er voxet op en ganske ny Art med andre Anskuelser, en anden Smag — ja jeg tror næsten med andre Følelser. Jeg ved saa godt, at alt dette er Forandringer, som Mændene af den gamle Skole finder at være den sande Kvindeligheds Ruin; og det gjør, at de har saa vanskeligt for at taale os. Det kan gjøre os ondt; men det kan ikke være anderledes, — og igrunden er der vel helleringen af os, som ønsker det anderledes.“

Johannes havde gjerne villet stanse hende; thi han vidste, at disse Ord bare gjorde ondt værre. Der lagde sig ogsaa et stramt Smil om Faderens Mund, idet Gabrie1e forklarede, at Verden var ganske forandret; mens han var borte og ingenting vidste.

„Tilgiv — lille Svigerdatter!“ — begyndte han med en Venlighed, som gyste i Fru Jürges; — „tilgiv, om jeg ikke kan tilbagetrænge et Smil. Thi for det første har jeg nu seet to unge Kvinder voxe op under mine Øine, uden at jeg nogensinde har havt vanskeligt for at forstaa dem. Og dernæst er der noget næsten altfor morsomt i denne Ungdommens — jeg mener nu den nye uforstaaede Ungdoms Freidighed. De bilder sig ind, at disse Tanker, som nu suser dem gjennem Hovedet, er noget splinter flunkende nyt; mens de i Virkeligheden ikke er andet end den samme Vaarvind, som engang har blæst hen over os alle. Nei det nye — det virkeligt nye —, det er kun denne Freidighed, — og den har der aldrig været noget Sidestykke til — det indrømmer jeg! — denne Freidighed, hvormed de trækker os — os Voxne Nathuen ned over Øinene og beder os gaa tilsengs et Øieblik, mens de vender op og ned paa Himmelen og Jorden.“

Johannes lo og fik et Glimt af Haab om, at Samtalen kunde vendes af i et spøgefuldere Løb; men Gabriele sagde tørt: „Der er imidlertid en Ting, som disse Voxne fra nu af skal nødes til at overlade den freidige Ungdom, og det er Retten og Evnen til at have en Overbevisning og til at følge den i sit Liv. Lad os derfor vende tilbage til Johannes’s Præstekald. Svar mig aabent, hvorledes det har sig: vil du være Præst?“

„Det undrer mig, at De spørger paa den Maade,“ svarede Præsten, før Johannes fandt Ord; „naar De har forbundet Deres Skjæbne — eller ialfald gjort et alvorligt og forpligtende Skridt henimod Forbindelsen med en ung Mand, der har uddannet sig —“

„Aldrig har det faldet mig ind for Alvor, at Johannes kunde ville være Præst.“

„Men De maatte dog vide og føle, at han var en troende oprigtig Kristen?“