„Jeg ved, Johannes er for oprigtig til at være en Hykler,“ svarede
Gabriele og rakte sin Haand henimod ham, medens hun vedblev at
se op til Præsten.
„Nuvel! — og naar han saa i levende og oprigtig Tro kom til Dem og sagde, at Kaldet var udgaaet til ham at vidne for den Herre, som ham kjøbte —“
„Saa vilde han komme til mig og sige: Farvel Gabriele! — jeg har faaet andet at tænke paa end Elskov og huslig Lykke. Den, som vil tage Korset op og følge Mesteren efter, han kjender hverken Fader eller Moder, — han har hverken Hus eller Hjem.“
Johannes trak sin Haand tilbage og stirrede paa hende; men Daniel Jürges smilede atter rolig og sikker:
„O! — jeg hører ham fremdeles — Deres Læremester! Vi kjender denne ensidige og sygelig Hævden af Forbilledet i Kristi Person; men — Gud være lovet! — som Kristne vide vi og —“
Gabriele afbrød ham: „Hvis De vil gjøre den gamle Volte —- Hr. Pastor! at vrænge Forbilledet ind og Forsoneren ud, saa skal De ikke uleilige Dem for min Skyld. Jeg ved godt, at det er en smal Sag for de Skriftkloge at snakke saa længe, indtil der bliver den skjønneste Overensstemmelse mellem det korsfæstede Forbillede og de dekorerede Efterfølgere — jeg kan det hele: det er bare Korset, som skifter Plads.“
Fru Jürges gjorde uvilkaarligt et lidet Hop i Sofaen, og Johannes reiste sig og bøiede sig over Gabriele: „Vær dog ikke saa strid — Gabriele! jeg bønfalder dig!“
Men Præsten Jürges selv blev blussende rød; thi han havde seet et lidet Kast med Hovedet, som Gabriele gjorde henimod Stiftsprovstens Portrait, og han følte sin længe bekjæmpede Nidkjærhed blusse op i sig.
Men Johannes, som var gaaet forbi Gyngestolen, kom hen til ham og sagde:
„Kjære Far! lad os ikke blive for ivrige. Gabriele har en egen Maade — jeg finder den ikke rosværdig, og jeg kan forstaa, den irriterer dig; men hun mener det kanske ikke saa haardt; lad os heller høre mere specielt, hvad det er, hun for Alvor har imod den præstelige Virksomhed.“
„Og det spørger du? — du ved dog saa godt, at jeg anser hele Statskirken med en Konge i Spidsen og hele den officielle Gudsdyrkelse for det mest bespottelige Vrængebillede af Kristi Liv og Lære! — det ved du — Johannes! — og det troede jeg rigtig, at du var enig med mig i.“
„Nei nei — Gabriele!“ raabte Johannes ivrig; „du gaar altfor
