Daniel Jürges reiste sig op i sin fulde Høide, og Gabriele følte
sit Hjerte banke, idet hun saa op til ham fra Gyngestolen. Johannes
vilde gjøre Miner til Faderen; men i Virkeligheden turde han ikke;
og Fru Jürges tog paa at skjælve, saa Avisen raslede mellem
hendes Fingre.
Præsten gik et Par Gange op og ned, for at dæmpe sig og ordne Ordene, der altfor rigelig vilde trænge frem; men just, da han stansede foran Gabrieles Stol og skulde til at begynde, sagde hun: „— siden Johannes slet ikke tænker paa at blive Præst —“
Hun stansede, da hun følte, at alle tre saa paa hende, og hun vedblev: „Ja — for ikke sandt — Johannes! — det har du jo lovet mig!“
Der gik nogle Trækninger over Johannes’s Ansigt, og hans ellers saa klare Øine fik ikke Fæste nogetsteds, medens han søgte efter Ord. Men med en Anstrængelse gjenvandt han sit rolige Udtryk og sin faste Stemme:
„Vi har — som du selv ved — Gabriele! aldrig talt om dette fuldt ud og i Alvor. Men det er sandt: der er et Løfte — ialfald noget, som kan ligne — eller opfattes som —“
„Nogle Ord af stor Skrøbelighed,“ afbrød Præsten, „som det forekommer mig lidet værdigt og rimeligt at bygge paa —“
„Nei nei! misforstaa mig ikke!“ raabte Gabriele ivrig; „det er ikke min Mening at holde ham ved et Løfte — enten der nu er noget eller ikke. Men jeg er vis paa, at han vil ikke, han kan ikke ville gaa hen og blive Præst — vel? Johannes! du vil naturligvis ikke blive Præst i Statskirken — svar?“
Hun bøiede sig mod ham — halvt smilende, men ogsaa lidt ængstelig; dette var aldrig faldet hende ind; men da hun saa, hvorledes han nu igjen krympede sig, fortsatte hun koldt: „Ja, se det er en anden Sag; saa maa her tales jo før jo heller.“
„Gabriele! — jeg beder dig, døm mig ikke for haardt, — jo Far! — undskyld, men lad mig tale; — jeg siger: døm mig ikke for haardt; thi du kunde have Grund, — jeg indrømmer det —“
Gabriele stansede ham: „Hvad vi to har talt sammen, kommer ikke nogen anden ved. Men hvis jeg har misforstaaet dig — eller om du er kommen paa andre Tanker, saa lad os tale ud og komme til Klarhed; og hvis du synes, at det er nødvendigt eller behageligt for dig, at din Far taler med, saa —“
„Jeg vil saa usigelig gjerne, at I to — Far og du — skulde komme til at forstaa hinanden,“ sagde Johannes.
„Din Far har ikke let for at forstaa mig og min Udvikling,“ svarede Gabriele og holdt sine Øine roligt fæstede paa sin Forlovede;
