Thi hun opdagede snart, at det, som fra først af stødte hende, at
der spilledes ligesom paa den yderste Rand af Tonarten, det var
ingen Usikkerhed, og der kom ingen Feil, og Motivet løb lige rent
og klart frem igjen som et blinkende Jern henover Isen. Denne
Musik færdedes ligesom paa klare Buer spændte over alt det, hun
kjendte, uden at flyde i de gamle Strømme og uden at falde ned.
Og da hun havde gjort sit Øre fortroligt med denne sære Dristighed,
der syntes saa trodsig og ubekymret som en Spot og en
ondskabsfuld Leg, begyndte Billeder at forme sig for hendes lukkede
Øine saaledes som i Ungdommen — og som de endnu kunde glide
uklare forbi hende i vaagne Nætter — nynnende omigjen og
omigjen et gammelt Motiv.
Der kom noget kjendt strømmende til hende fra hendes eget Klaver, der klang saa frit og freidigt gjennem Foraarsstormen, som ruskede ude i Haven og lod lange Grene af Slyngrosen banke hemmelighedsfuldt paa Ruden.
Det var hendes lykkelige Pigedrømme, som kom, — fra hin Tid, da Livet var digtet om til lykkelige Drømme for unge Piger; hvis Musik var fuld af Nattergale og Valdhorn, der i lange Toner løftede Taageslør foran Oberon, naar han gled gjennem Lundene som en længselsfuld Melodi, forsvandt og løste sig i blide Harmonier, dukkede frem igjen og susede bort som Elskovens Suk i Skovens Kroner.
Under store Lindetræer, som blomstrede og duftede saaledes som Lindene duftede det Foraar, da hun indøvede Webers store Concert — der saa hun det Hus, hun havde drømt om saa tidt, at hun vidste, hvor Klaveret stod. Og udenfor under Hyldetræer i Maaneskin sad de to paa en Bænk, og Postvognen nærmede sig og kjørte videre, mens hun stod igjen og viftede med noget langt, som bølgede lysegraat med en lavendelblaa Skygge i Folderne. Naar Postvognen, som var gul, forsvandt i Skoven, hvor Veien bøiede — hun vidste, at den gik til Weimar — tog Postillonen Valdhornet og blæste de deilige Toner, som altid fyldte hende med lykkeligt Vemod; — han tog Hornet og blæste —
Men der kom ingen Lyd, og Gabriele vendte sig om:
„Nei undskyld! det var ikke Meningen at vove mig paa Deres berømte Yndlingsnummer. Jeg tror, det var den yndige Klang i Pianoet, der lokkede mig ind i Webers Concert.“
Fru Jürges smilede svagt, men aabnede ikke Øinene; og Gabriele forstod at hun endelig havde fundet Veien, vendte sig stille mod Instrumentet og spillede videre.
Og den drømmende gamle Dame forblev i sit Maaneskin; men
