hun iagttog disse fremmede Fingre, som løb op og ned paa den kjendte Vei, hvor Tonerne laa gjemte under det gulnede Elfenben.
Da Gabriele ikke fik noget Svar paa sine Bemærkninger, men kjendte, at Fruen stod lige bagved, gav hun sig til at spille, hvad der faldt hende ind. Hun spillede godt og ordentligt, men havde aldrig drevet det vidt i den finere Udførelse. Men hun var selv saa musikalsk, at hun altid var vel værd at høre spille.
Og idag orde hun sig Flid uden at genere sig. Thi hun vidste, at den, hun spillede for, meget snart vilde se hendes Begrænsning; og da hun saaledes ingen Fordringer gjorde for sin egen Part, vilde hun heller spille, hvad hun kunde af gammelt og nyt, for dog tilslut ved Toner, hun selv elskede og forstod, at trænge igjennem og forstaaes af denne Kvinde, som hun saa gjerne vilde komme til at elske.
Og derfor spillede hun snart et Stykke omigjen, snart videre den Række af Nummere, som hun ellers kunde være saa kjed af mangengang; men som her fik baade ny Lyd i den gamle Strengeklang og ny Mening, fordi disse Toner skulde sendes saa langt afsted og gjenfinde en, som var bleven tilbage. Og dette greb Gabriele altmere, mens hun spillede, og gjorde Stemningen saa varm og Anslaget saa fint, at hun selv begyndte at lytte, glemte Stormen, som buldrede udenfor, og kun tænkte paa hende, som hun vilde spille sig ind i.
Men i hende var der en Kamp — en Uvilje, som fortvivlet vægrede sig mod at slippe den opdæmmede Tvang løs; men det kunde ikke nytte — hun følte det selv; og medens Tonerne behændigt slyngede sig under de sikre Hænder, sank Fru Jürges ned i en Stol, gav sine Hænder Hvile og lod Musiken risle sig fra Nakken ned igjennem hele Legemet — som en Angst — som en Vellyst — som en opgivet Synken nedigjennem Luften — somom hun drak med hver Fiber og Trevl dette tonende Væld, som var hende Livets Vand; — saa længe — o hvor længe hun havde tørstet!
Og efter det første skjælvende Gjennembrud kom Nydelsens Ro efterhaanden, og først og fremst en ubegrænset Beundring over dette Spil, der forekom hende aldeles mesterligt. Det faldt hende ikke ind, at hun selv nogensinde havde kunnet spille saaledes, og Gabriele, som allerede var saa overlegen, blev næsten overnaturlig.
Men mer end Spillet og Klangen begyndte det at gribe hende dybest inde, hvad det var, som talte til hende fra denne Musik saa ny og fremmed — saa paatrængende sikker, naar den borede sig indi hendes lønligste Tanker.
