Valdhornet blæste ikke de Toner, hun ventede. Der blev igjen en Uro, en flygtende Hast i Billederne, somom Skoven blev tom uden Alfer og flagrende Gevandter. Og snart var der helleringen Skov; hun saa ingenting, men hun hørte nogen hviske, at Drømmene vare døde; men hun maatte ikke sige det til nogen.
Fru Jürges følte sit Hjerte sønderrives i disse dristige Toner, der trængte sig frem, for at fortælle hende, at Skoven var tom og Drømmen død. Hendes Væsens Inderste var voxet sammen med denne Musik, som nu uden Overgang og uden Forberedelse blev skaaret istykker af en ny, der kom i al sin Deilighed med blinkende Sværd som selve Fortvivlelsen.
Pludseligt følte Gabriele et Par kolde Hænder over sine; hun reiste sig forskrækket og saa den lille Fru Jürges i en Fart slaa Laaget igjen, laase og putte Nøglen i Lommen.
„Jeg ved, hvem det var, du spillede,“ sagde hun aandeløst og stirrede paa Gabriele; „lov mig, at du aldrig vil gjøre det mer — lov mig det.“
Gabriele vidste ikke, hvad hun skulde gjøre; og stammede ganske forvirret: „Holder De ikke af den nyere Musik?“
„Nei — nei: — jeg taaler den ikke — jeg kan ikke taale den,“ svarede Fru Jürges og fór pludseligt ud i Kjøkkenet.
Gabriele stod et Øieblik — uhyggelig og fortumlet. Derpaa skyndte hun sig op paa sit Værelse — opad Trappen, over Gangen, hvor Stormen buldrede, og da hun havde laaset Døren, sank hun ned i Bispens bløde Stol og brast i Graad.
Da det blev mørkt og Lampen var tændt i Dagligstuen, kom Præsten ind fra Kontoret med Aviserne. Johannes havde været oppe ved Gabrieles Dør; og hun raabte, at hun vilde komme ned strax.
Fru Jürges løb endnu ind og ud, indtil Johannes i Spøg tvang hende ned i Sofaen; og der sad hun og saa fra den ene til den anden, mens de to læste Aviserne og af og til talte et Par Ord.
Fru Jürges lyttede til Stormen, som nu var voxet til et tungt, jævnt Drøn. Men mere spændt lyttede hun til de Toner, som ingen anden kunde høre. Der summede en Musik i hendes Hoved paa Baggrund af Veiret udenfor, en Musik, som bævede i alle hendes Nerver og klemte hende for Brystet, somom hun hvert Øieblik ventede, at noget skrækkeligt skulde ske.
