Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/465

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Fra alt dette kjørte hun nu bort — lykkelig og let ved at være kommen fri og ind i Forhold, hvor hun selv raadede, mod en Fremtid, som hun sad og udmalede sig.

Hendes Kjærlighed var bleven hende bevidst paa en saadan underlig rolig Maade. Hun havde jo længe mærket, at han var indtaget i hende og vidst, at han bare gik og ventede paa et Ord fra hende; og da hun tilslut forstod, at hun havde gjort ham Uret i meget, fik hun en Trang til at hengive sig helt og varmt til denne trofaste og alvorlige Mand.

Men medens hun tænkte paa, hvor lykkeligt de skulde leve sammen, og hvorledes hele Livet atter var blevet rigt og lyst for hende, kom hun til at smile ved Tanken om, hvor ulige de dog vare, hvor ofte hendes kjæreste Tanker tørnede mod hans besynderlige sikre Domme, der ligesom Klipper omhegnede den Indsø, paa hvilken hans urokkelige Overbevisning seilede omkring for sig selv.

I religiøs Henseende var hun selv saa klar, at hun mente, den ene skulde ikke fortrædige den anden. Men hun vidste fra deres Samtaler, at mangfoldige andre Spørgsmaal for ham laa bagom Klipperne, indenfor de Mure, han som Kristen ikke maatte overskride — Spørgsmaal af rent menneskelig og social Natur, og det fandt hun latterligt; han vidste saa lidet, — det vil sige: hans Viden var nok tæt, men saa kortskaaret.

Thi han havde jo en god klar Forstand, en let og sikker Opfatning og dertil — det tvivlede Gabriele ikke paa — udmærkede Kundskaber som Theolog; og forresten var han jo en sjeldent grundig og veloplært ung Mand.

Men alle disse gode Ting laa saa forunderligt tørt aflagrede i ham. Istedetfor, at alt hos hende af indre Udvikling ligesom bøiede sig udover, aabnede sig og tøiede sig videre og videre med en glad Trang til at omfatte mere og mere, syntes tvertimod al hans Evne at bøie sig indover i skarpe, kraftige Linier, runde sig fastere og fastere om en velrustet Sikkerhed.

Gabriele nærede ingen Tvivl om, at det skulde lykkes hende at aabne for Lys og Luft i hendes kjære Vens Hoved; og hun glædede sig til at følge ham ud i den fremmede Verden, hvor hun selv var bleven fyldt af den store menneskelige Samfølelse, som siden havde gjort alt det, hun vidste, sammenhængende og fuldt af Liv og Mening.

Naar hun selv, da hun første Gang kom ud, næsten med Overraskelse havde kjendt sig fuldstændig jævnbyrdig med dem, hun mødte, saa maatte det være en dobbelt Glæde at følge en saa vel-