Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/466

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

udrustet Mand som hendes ud i Verden, for sammen at forsvinde i Mylderet af tænkende og arbeidende Medmennesker og samtidigt vide sit lune Hjem langt oppe mellem Fjeldene i de lyse Nætter.

Det var ikke andet, som manglede ham, — det var Gabriele vis paa; og det var ikke til at undres over.

Alt, hvad han havde lært fra Gut til Kandidat, havde været sikre bastante Ting — ikke blot Kjendsgjerninger, men Læreres og Professorers Meninger, hvilke vare langt sikrere og fastere i Massen end almindelige Kjendsgjerninger, — det var nedlagt i ham firkantet og retvinklet som Dominobrikker. Og til at sammenbinde alt dette havde de ikke medgivet dette voxne Menneske andet end den lille lutherske Sekts Ufeilbarlighed. Hun kjendte nøiagtigt, hvor lang Line de havde givet ham paa de seierrige Streiftog, som de unge Theologer fik gjøre ind i den evropæiske Vantro, mens Professoren holdt i Tampen.

Hun vilde følge ham ud — ikke til noget bestemt Sted, ikke for at lade ham se, høre eller lære noget bestemt, men bare følge med og iagttage, hvorledes det gik ham som det var gaaet hende selv. Thi Gabriele var overbevist om, at det frigjørende ved det fremmede laa hverken i at løftes eller trykkes ved Sammenligninger, men i at gribes dybt af Fællesfølelsen med Mennesker uden at være fæstet blandt dem med de tusinde tørre Trevler af det dagligdagse Kjendskab, som i selve Hjemmet oftest ender med at overgro og kvæle de livførende Rødder.

Det tænkte hun paa, medens hun tryg og fortrolig lænede sig ind til sin Forlovede; hun vilde se de snevre Mure falde og glæde sig, naar Glæden over Livet vældede frem i ham og seilede afsted med alle de firkantede Pakkasser, hvori hendes kjære Theologs Sikkerheder havde været nedlagte i gammelt tørt Hø. Han maatte gjerne forblive i sin Religion, naar han bare ikke vilde være firkantet i andre Ting; og da Oprigtigheden var det Træk hos ham, som hun mest satte Pris paa, følte hun sig overbevist om, at naar han bare blev luftet ud, vilde han af sig selv føres til Arbeide, for at frelse og frigjøre Mennesker, der led i Uvidenhed og Trællesind. Men ikke som Præst. Ikke engang saaledes som Johannes var i dette Øieblik kunde hun tænke sig Muligheden af, at han vilde være Præst. Til for Alvor at være en Sjælesørger, var han altfor lidet udviklet, og Embedsmand i Statskirken! — det vidste hun, han kunde ikke ville. Og Gabriele tænkte derved mindre paa hans Løfte; men de havde sammen saa mange Gange gjennemgaaet Spilfægteriet med en Statskirke og officiel Gudsdyrkelse, — der havde han været enig med hende — ikke i Udtrykkene, men i Tanken.