lndtil Foraaret begyndte at gjøre en Ende paa Vinteglæderne. Det begyndte at blive lyst i Gaderne til langt ud over Eftermiddagen; og det blev ikke længer morsomt at ligge og halvsove i Sengen de lange Vintermorgener og blinke mod det røde Hul i Ovnsdøren.
Den Forandring i Liv og Sædvaner, som trængte sig frem, rystede ogsaa Gabriele ud af det Hylster, hvori hun havde indhyllet sig tilligemed sin onde Samvittighed.
Men da hun hørte, at den øvrige Verden var ligesaa dum, ligesaa overlegen og ligesaa umulig som før, men langt mere rivende gal, blev hun ganske fortvivlet, saa hun tilslut næsten ikke taalte at høre Mennesker tale, men gik ensomme Spadserture, hvor hun da mødte Johannes Jürges. Og da følte hun, hvilken Lettelse det var at kunne tale ud til en, som baade kunde høre og tie og svare saaledes, at der blev Alvor og Oprigtighed enten man saa var uenig eller enig.
Hun betroede ham da, hvor pinligt hun følte det magtesløse i sin Stilling, og derved opdagede hun, at ogsaa han gik med et indestængt Krav, en Trang til at gjøre sig gjældende, som han pludseligt forraadte i et heftigt Øieblik og i saa brændende Ord, at Gabriele blev overrasket og rørt. Det forekom hende stort af ham, at han gik saa stille med det, og det nærmede dem til hinanden, at de hver paa sin Vis ikke kunde faa Tag paa Livet. Hans trofaste Beundring, der altid stod saa beskeden og færdig til at tage hendes Haand, gjorde hende varm om Hjertet; og tilslut kom hun til at holde af ham, saa at hun hin Aften sagde ja, — hun vilde stole paa ham og følges med ham i Livet.
Alligevel var det en vis Overraskelse, da det gik op for hende, at dette var en regulær Forlovelse med alt Tilbehør; og Veninder og skuffede Tilbedere gjorde et saadant Virvar omkring hende af Forbauselse og Fortvivlelse, at hun var glad over at blive det hele kvit ved at følge hjem med sin Forlovede til Faderens Præstegaard
I hendes eget Hjem var Moderen vel tilfreds med Partiet,— hun havde altid beskyttet den theologiske Kandidat; Jørgen Pram forundrede sig, men sagde ikke noget.
Men ude i Byen blev hendes Forlovelse en Begivenhed, som trængte igjennem Dagens Strid og næsten blev af politisk Betydning: Søn af Præsten Jürges — den talentfulde D i Hovedstadens Avis forlovet med Datter til en af Landets første Rigmænd; han havde skudt Papegøien; men hun kunde sandelig ogsaa være glad.
Alene de ugudelige Fættere og deres Slæng bandte høit og lydeligt paa, at Gabriele havde taget ham paa Trods — for at gjøre noget rigtig splitrende galt, — fordi hun kjedede sig.
