Men nu elskede gamle Lensmand Olsen fremfor alt Fred og god
Forstaaelse blandt Menneskene. Han havde — som han sagde selv
konsumeret saa megen Fordragelighed baade af sin Kone og af
andre; thi Vin og glade Dage, Piger, Kortenspil og saadant mere
havde han altid havt et aabent Øie for. Og hans megen Færden
mellem alskens Letsindighed og dens Følger havde stemt hans Sind
til Overbærelse og gjort ham tilbøielig til skjulte Veie og mindelige
Overenskomster.
Ophængt mellem Himmel og Jord havde Lensmand Olsen gjennem et langt Liv svinget frem og tilbage mellem iltre Fogder og stive Præster paa den ene Side og paa den anden en Bygd, hvis Svagheder vare hans egne. Men tilslut havde han ogsaa naaet en Behændighed, som nu, da de andre Fornøielser tabte sig, var hans Alderdoms Trøst. Præsten troede sikkert og vist, at den tredie Stemme var Lensmandens, og Almuen var overbevist om, at Lensmanden havde stemt med dem, men Lensmanden selv sad hjemme og formildede sin Podagra ved Tanken om, at han endnu kunde narre dem alle.
Mellem Præstegaarden og Lensmandens var der ikke lang Vei, bare forbi Kirken og en fem Minutters Gang gjennem Skoven; men nogen Omgang blev der aldrig. Præsten Jürges fandt Lensmanden altfor plump og ubetydelig; og Madam Olsen og hendes Døtre var ikke noget for Præstegaardens Damer.
Fru Jürges havde desuden altfor travelt i Huset til at kunne tænke paa Besøg; og det havde hun havt fra den Dag, hun blev gift. Før den Tid levede hun bare i Musik; men fra hun begyndte at føde Børn der nordpaa, havde hun ikke kjendt andre Hviledage end de reglementerede ni efter hvert Barn.
Da hun derfor under Flytningen passerede Hovedstaden, vakte hun en pinlig Opsigt i den Kreds, hvor den begavede Wilhelmine Lindemann havde glimret for fjorten Aar siden. De var jo vistnok alle blevet fjorten Aar ældre; men hendes Aar maatte have været forfærdeligt lange.
At Skjønheden var svunden efter otte Børn og et ensomt Liv i et haardt Klima, — det fik man ikke undres paa. Men at et Menneske kunde blive saa helt forandret i Sind, det havde hendes Veninder rigtignok aldrig tænkt sig Muligheden af.
Hun havde været en Kunstnerinde — ikke saameget i kunstnerisk Uddannelse, som i sit Væsen og i sin Natur. Sværmerisk — havde man kaldt det i den Tid, og mente derved noget fint og let, som løftede over det dagligdagse.
