Strax efterat han var kommen til Kaldet, spurgte de ham, om
han vilde paa Storthinget; men han svarede nei; for dengang vilde
han ikke. Og Bønderne sagde allesammen, det var da saa svært leit.
Men tre Aar efter var han bleven overbevist om, at det var hans Pligt; og han fremstillede sig da til Valg, — ganske aabent og uden at tvivle om alle Stemmer. Men saa fik han ikke mere end tre til Valgmand og ikke en eneste til Storthingsmand.
Hans Overraskelsee var fra først af saa stor, at han ikke strax kunde forstaa, hvorledes det var gaaet til, — ja han forstod det igrunden aldrig. Vel vidste han godt om den gamle Misstemning i Anledning af Tømmerhugsten; og det gamle Hus midt foran Kontorvinduet lod ham ikke glemme den; men han havde dog saa utallige Gange vist dem sin Overlegenhed baade i Foredrag og i Diskussion, gjendrevet dem og sat deres Bygdepolitikere saa ynkeligen tilvægs, og det havde de mange Gange erkjendt selv — hver enkelt af de ledende Mænd i Bygden. Hvorledes i alverden kunde det gaa for sig, at naar det kom til Stykket, var der bare tre? —
Han tog disse tre Stemmer og flyttede dem omkring paa sine sikreste i Sognet, — flyttede dem uafladeligt, hvergang en ny kom ham i Tanke, som umuligt kunde have nægtet ham sin Stemme.
Men der var bare disse tre, og de maatte han absolut have til Fogden, Lensmanden og Klokkeren; og saa stod alle de andre bare.
Fogden lo og lod Fanden tude sig paa, at Bønderne var det falkeste Pak, Gud har skabt. Men Præsten Jürges følte det koge i sig; og hans Nidkjærhed vældede frem i varme Strømme. Sandelig, det var paatide for en Guds Stridsmand at være paa Vagt; og fra denne Tid begyndte han at skrive regelmæssigt i Hovedstadens Avis.
At Klokkeren var en af de tre kunde være utvivlsomt; thi han var, som de pleier at være — underdanig og indsmigrende, iført Præstens slidte Klædesfrak, med Munden fuld af slidte Præsteord og opspædet Salvelse; og langs Mundvigerne hang de udslidte Præstesmil, som vare faldne af til ham under lang Tjeneste.
Tvivlsommere kunde det være med Lensmand Olsen; han var ikke god at faa Greie paa; — en gammel Ræv, som Fogden mangfoldige Gange havde ladet Fanden tude forgjæves.
Lensmanden var i en vanskelig Stilling. Nærmeste Nabo til Præsten og bare skilt fra Fogden ved Elven, og saa paa den anden Side i Slægt med de største i Bygden, selv Eier af stor Gaard og Skove baade hist og her. Gik han tilvenstre, saa faldt Embedsmændene over ham; og gik han tilhøire, saa blev Bygden muggen, og hans egen Slægt kom farende med onde Ord.
