442 SNB Men ogsaa det kom efter faa Dage, og saa var han — ikke blot som før; men Aarene havde gjort ham end sikrere og mere imponerende.
De mange travle Ekorn, som løber ind og ud i en stor Avis som Hovedstadens, vimsede flittigt om Præsten Jürges, mens han var i Byen; og Redaktionen gjorde alt, for at knytte denne usædvanlige Kraft til Bladet. Thi hvad der fra Daniel Jürges’s Studenterdage kunde være betænkeligt — hans noget uklare Folkelighed i Digt og Tale, — det var ganske overstaaet — meldte Ekornene.
Han stod dog længe imod; og han havde allerede været et Par Aar i sit nye Kald uden at sende andet til Hovedstadens Avis end en enkelt Anmeldelse af tilsendte Bøger og nu og da en Pintsesalme. Men efterhaanden som det kolde og fremmede Forhold til Bygden gav ham Trang til at udlade sig; og især efterat Johannes var bleven Student og sendte Breve fra Kristiania, lod han sig altid oftere bevæge til at levere Artikler til Avisen; og det endte med at hans D vexlede med Q paa første Side og med redaktionelt Udstyr.
Og det var i Virkeligheden paatide, at Mænd som han traadte til, for at støtte, hvor alt syntes at vakle. Det gik op for ham i de senere Aar, hvad han ikke havde seet under sine ensomme Studier, at mange af de Ideer, som havde præget hans Ungdoms Livsanskuelse, medførte Fare for Samfundet, naar de ikke udvikledes — som hos ham selv — i fuldkommen ren kristelig Aand.
Den Fordærvelse og Tøilesløshed, som nu groede op ude i de store Samfund, viste overalt sit Udspring, sin nøiagtige Sammenhæng med nogle af de Tanker, han i sin ubekymrede Ungdom havde hilset som Fremskridt og Udvikling. Og omvendt fandtes der ikke i hele hans vidtløftige Kjendskab til de civiliserede Landes Politik, Literatur og indre Forhold et eneste Exempel paa, at noget godt — noget varigt godt var kommet af de tilsyneladende smukke og humane Tanker, hvormed den nye Tid pleiede at smykke sig.
Eftersom det viste sig for ham, at Navn efter Navn var makstukket — fortæret indvendig og hult, hvorledes det viste sig ved nærmere Eftersyn, at der var noget iveien med hver eneste Mand og Kvinde, i hvem de nye Ideer slog Rod, da forstod han, at Kristendommen var den eneste Jordbund, hvoraf Fremtiden kunde spire, at de forvildede og gjenstridige maatte samles i en stærk og levende Kirke under Korsets Tugt.
Og de sidste Tider havde vist ham, at alt det, som man før troede hørte til langt ude i Evropa, det havde uformærket sneget sig ind og løftede med en Gang Hovedet i Frækhed og Trods. Han havde selv oplevet det i sin egen Menighed.
