Nu maatte hun ganske vist være bleven meget religiøs — stærkt
pietistisk; — det var den eneste Maade, hvorpaa Veninderne kunde
finde Forklaring for hendes forskræmte Tilbageholdenhed, og den
nervøse Ængstelse, hvormed hun undgik at høre Musik, mens hun
var i Byen.
Saasnart Fru Jürges var kommen til den nye Præstegaard, tog hun fat med rastløs Iver; og det kunde behøves i Førstningen, førend alt kom iorden. Men senere, da den rigelige Husholdning gik sin jævne Gang, kunde Præsten ryste paa Hovedet, naar hun passerede Stuen fra Kjøkkenet, for at ile opad Trappen uden at stanse og uden at sanse, hvad det var, hun skulde deroppe.
„Lille Mina, stans din Fart,“ kunde han sige spøgende; „det bør sig en Præstefrue at sidde statelig og sømme Lin i sin Stue.“
„Ja nu kommer jeg strax Daniel!“ — svarede hun og vendte sine Øine mod ham, de var af de bekymrede mørkebrune med et blaaligt Skjær af Perlemor over det hvide, — „nu kommer jeg strax — vær ikke vred, — nu — nu kommer jeg strax,“ og dermed forsvandt hun igjen og trak Døren til efter sig.
Dette blev en ren Plage for ham. At Husvæsenet før havde hvilet tungt paa hende, da der var smaa syge Børn og det hele Stel var tarveligt og tungvindt — det var jo i sin Orden; men nu, da de to Døtre vare gifte og Johannes i Kristiania, faldt det paa en pinlig Maade i Øinene, at hans Kone blev ved at løbe rundt i det store Hus bleg og træt, uden at finde Ro til at sidde stille og gjøre det lunt i Stuen, naar han var der.
Han blev da nødt til at tale alvorligt til hende og forklare, at dette var galt; — ikke blot menneskeligt talt, fra et æsthetisk Standpunkt. Men Guds eget Ord lagde Kvinderne paa Hjertet at vælge den bedre Del og ikke som Martha gaa op i Husstel og materielle Bekymringer.
Hun græd meget, naar han ikke saa det; og hun lagde virkelig Baand paa sig i alt, hvad hun gjorde og sagde. Men det var desværre saa sandt; hun var saa opfyldt af Smaating; og mangen Gang — især naar der var fremmede — kunde hun se paa hans Ansigt, at det, hun sagde, var smaat og trivielt. Og naar hun tvang sig til at sidde stille over en Bog, mens han læste Aviserne i Sofaen, fik hun alligevel ikke Fred for sine huslige Bekymringer, skjønt hun kunde være saa træt, at det var en ren Velsignelse at faa sidde stille.
Men mod hendes Vilje og tiltrods for alle gode Forsætter begyndte hendes Tanker at fare Huset rundt, for at søge med en ond Samvittigheds Iver efter Forsømmelser og noget, som burde gjøres.
