Kristendommen som Samfundslivets moralske Princip. De mere frygtsomme Sjæle diskutere Kristendommens Detronisering under mange Forbehold, Omsvøb og Fraser; de mere fremskredne Aander dekretere den la mort sans phrase. Thi Kampen staar kun tilsyneladende mellem de Radikale og Regjeringen; Slaget er i Virkeligheden rettet mod Gud, af hvem al øvrighed er, — det er en Kamp imod Gud.“ —
Det var sine egne Ord, Daniel Jürges læste i Hovedstadens Avis, og han fandt, at der var Kraft i dem.
Thi siden hin mislykkede Boganmeldelse der nordfra, havde hans Forhold til Avisen forandret sig. Vel udgjorde den fremdeles al hans Læsning; og han satte den lige høit; men hans Beundring var mere familiær, efterat han selv var bleven Medarbeider — en næsten lige saa betydelig som selve den høiagtede Q.
Dengang de flyttede til det nye Kald, opholdt Familien sig nogen Tid i Kristiania; og dette korte Ophold var lykkeligvis nok til at gjengive Pastor Jürges Ligevægten. Han beroligede sig ovenpaa den Skræk, som hin Anmeldelse havde jaget ham i Blodet, da han mærkede, at det kun var en Forskjel i Udtryksmaaden, som paa de fleste Punkter skilte ham fra den høiagtede Q og de andre.
Efterat han nogle Gange havde været sammen med de Mænd, der stod Redaktionen nær, var han fuldstændig sikker paa sig selv. Der var — Gud være lovet! — ingen Skade skeet; han var endnu paa Høide med de bedste, naar han bare vilde slippe sig løs. Det var Sagen: han holdt sig med Vilje tilbage; men han kunde, hvis han vilde, — saaledes som han igrunden altid havde ment.
Og det var ham kjært at iagttage, hvilken Overraskelse han selv vakte i Hovedstaden. Thi saaledes var endnu ikke nogen Embedsmand vendt tilbage saa langt nordenfra efter fjorten Aars Fravær; intet var gaaet med ham som det pleiede.
De gamle Venner, som havde tilbragt Tiden i Byen eller i nærliggende Embeder, begyndte smilende at behandle ham overlegent som en, der kommer lige ud af Fjeldet. Men de trak meget snart Følehornene ind og gjorde store Øine. Thi han var akkurat lige saa vel underrettet som de selv om alt muligt saavel uden- som indenlands, ja i visse Ting syntes han endogsaa at vide mere end selve Hovedstadens Avis.
Det eneste, han manglede, var nogle Kraftudtryk og smaa Personalia, som ikke trykkes, og dertil selve Tonen — den vexlende Slæng paa Munden, som til enhver Tid udmærker en Hovedstads Børn fremfor Landets øvrige.
