Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/442

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Mistanke for Forfængelighed kunde sige om sig selv, at han havde været en af de første, naar han der var kommen saa langt af Veien, hvor kunde han saa vide, om han ikke ogsaa i andre Ting — ja i alt — var bleven liggende; — om han ikke tilslut var bleven netop det, de havde spaaet ham med saa megen Beklagelse, dengang han forlod Hovedstaden: en fortørket Bondepræst i en Udkant af Verden.

Hele hans Liv vilde derved blive meningsløst; det var jo netop det, som skulde bevises, at han holdt sig paa Høiden — trods Ensomheden, trods Afstanden; — og nu?

Han læste Q en Gang til, og Afstanden blev mer og mer overvældende; og dog var denne Q, som han vistnok høiagtede, aldrig nævnt som en Begavelse, der i nogen Henseende kom op imod hans egen.

Det var altsaa saa, at han daarligen havde nedgravet sit Pund; og i sin dybe Modløshed erkjendte han, at han i Frygt for sin Skjødesynd Forfængeligheden var drevet ud i en anden, som kanske var værre.

Men denne smertelige Opdagelse blev ham i samme Stund ikke blot en Tugt, som han tog imod og bar; men den løftede ham lidt efter lidt saa helt ud af Modløsheden, at han næsten med Taarer takkede Gud, fordi han havde opladt hans Øine, mens der endnu var Tid. Og han tog sit Papir og skrev med det samme sin Ansøgning til det store Kald sydpaa, som Bispen havde givet ham Vink om at søge; og da han havde forseglet Brevet, reiste han sig op som et Menneske, der har vundet en Seier over sig selv.

Og denne Beslutning klarnede paa en forunderlig Maade meget for ham. Han kom nu til at tænke paa, om der ikke havde været et Drag af Forfængelighed i den haardnakkede Fasthed, hvormed han holdt ud paa denne usle Post, hvor hans Kone var saa syg og mistede saa mange Børn. Da hun derfor med taknemmelige Taarer bad ham, endelig ikke for hendes Skyld at vige et Haarsbred fra sin Pligt, svarede han hende aabent, at det ikke udelukkende var for hendes Skyld; han trængte ogsaa selv til at komme sydover.

Kaldet fik han strax og kom fuld af Mod og Virkelyst. Men saa skulde det begynde saa uheldigt med det gamle Hus og Tømmeret.

IV.

— „— Folkesouverænitetsprincipets Gjennemførelse i Staten vil derfor være det samme som Afsættelsen, Tilintetgjørelsen af