Det var sandt; han havde hverken Mod eller Kraft til at bryde
sig løs fra de andre, til at sige aabent og høit: se her! dette har
min Far gjort, dette har min Kone gjort og dette har jeg selv gjort,
— straf os, hvis det maa til; men lad os saa faa gaa udsonede til
et nyt Liv.
Det kunde han ikke; han vidste det selv.
Skamfuld og uden at se op luskede han af; og Peder Kruse lukkede Døren efter ham.
Kun én Tanke var der i hans Hoved, et Navn paa hans Læber; han gik lige afsted, for at finde Grete.
Han var kommen gjennem de stille mennesketomme Gader saa langt, at der ikke var Gaslygter. Langs med Kanten af Veien var der sat store Stene, og dybt nede hørte han det tunge Drag af Bølgerne, som løftede sig opimod Fjeldet og raslede nedigjen — sugende og slidende i den seige Tare.
Abraham stansede, gik tilbage til den sidste Gaslygte, for at se paa sit Uhr.
Klokken var over ti.
Grete var vel iseng; men det gjorde ikke noget; han vilde bare faa Lov til at sidde ved Sengen, holde hendes Haand og høre denne Stemme, i hvilken der hverken var Svig eller Tvivl.
Men idet han vendte sig, for at gaa videre udover i Mørket, hørte han sit Navn raabt, og en sortklædt Dame kom frem fra Skyggen ved Kirkegaardsporten og ilede hen mod ham.
„Gaa ikke! — jeg beder Dem — Abraham! jeg beder Dem saa pent for lille Marius’s Skyld! — gaa ikke alene udover i Mørket.“
„Men kjære Fru Gottwald! — hvorfor maa jeg ikke gaa?“
„Fordi dette har jeg seet før, — og havde jeg dengang —“
„Naar? — hvem?“
„Deres Moder stod ogsaa her; gaa ikke — Abraham! jeg kan ikke holde det ud.“
Først havde han troet, hun var sindsforvirret over Tabet af Pengene; men da hun nævnte hans Mor:
— „svar mig! kjære Fru Gottwald! svar mig! — hvad var det med Mor?“
„Ingenting. Spørg ikke. Jeg ved ingenting.“
„Svar mig! De skal svare mig for lille Marius’s Skyld,“ og han holdt hende fast; „hvad var det med Mor?“
„Jeg skal svare og sige alt, hvad jeg ved; men saa skal du ikke spørge mere — stakkels Abraham!“
Nu var hun som i gamle Dage Marius’s Mor, og han var lille Marius’s bedste Ven.
