Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/411

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


„Jeg har seet din Moder staa netop her, hvor vi nu staar; det var Nat og Mørke som nu; og hun saa paa sit Uhr og vendte derpaa Ansigtet op mod Gaslyset; — o! det Ansigt! — jeg stod der i Skyggen ved Kirkegaardsporten, og jeg gik ikke frem; jeg er jo den, som jeg er; og hun var Professorinde Løvdahl! Og dog saa jeg, hun var ensom og i Nød, og vi var jo begge Mødre! — var det ikke skrækkeligt feigt af mig? — og saa døde hun den samme Nat.“

„Døde? — var det den sidste Nat? — hvor døde hun?“

„Din Moder døde i sin Seng,“ svarede Fru Gottwald fast; „men da jeg nu iaften kom nedover fra Marius og netop gik og tænkte paa dig og dine i denne store Ulykke, ja det var jo især paa dig, jeg tænkte — Abraham! — saa ser jeg foran mig dit Ansigt — saa ligt hendes; du tog dit Uhr frem, og stirrede derpaa op i Gaslyset —; — ja forstaar du saa ikke, at jeg fik en Angst for, at du gik ensom i Fortvivlelse?“

„Men Mor! — tror De da — Fru GottWald! tror De, at Mor —“

„Jeg hverken tror eller ved nogenting; men Mennesker, som ere ulykkelige, skal man ikke lade gaa i Mørket; kom, følg mig til Byen.“

Hun tog hans Arm og de gik tause indover.

„Var min Moder ulykkelig?“

„Hvad ved jeg? — hvad ved det ene Menneske om det andet? — gjøre vi andet end bedrage hinanden? — nogle for det onde, andre for det gode. Jeg kjendte hende desuden ikke saa nøie; men hun var vist en sjelden Kvinde, og netop derfor —“

— „derfor? — siger De?“

„Ja kjære Abraham! — derfor var hun vel ikke lykkelig; — det pleier at være saa.“

Han maatte love hende ikke at gaa udover; men han agtede ikke paa sit Løfte: det var ham umuligt at gaa hjem, og der var ingen Fare for ham, han tænkte hverken paa at springe i Søen eller skyde sig.

Og dog maatte han stanse og lytte efter det hemmelighedsfulde Skvulp af Bølgen dernede i den mørke Fjord, hvor Lysene fra Byen kom hoppende henimod ham i Striber af smaa Glimt. Var det ad denne mørke Vei, hans Mor havde tænkt at forlade Livet? — var hun gaaet frivillig —? — hvad skulde han tro?

Han gjennemgik sine Erindringer fra den Tid; aldrig havde han anet, at hans Mor var ulykkelig; først nu mindedes han, hvor besynderligt tungt hun kunde sige: stakkels lille Abbemand!