Abraham pressede begge Hænder mod Siden, hvor han følte en
Smerte, som efter et Slag i Hjertekulen; hans Hals blev tyk, og det
var med Møie, han frembragte Lyd: „Far“ —
„Javist — din Far har taget Pengene ud af Sparebanken, —— det ved vi! men det var naturligvis bare for en Dags Laan?“ — Abraham nikkede.
— „og din Far leverede dig Pengene næste Dag?“
Abraham blev staaende med aaben Mund og vidt opspilede Øine.
„Guds Død og salte Pinel“ skreg den lille iltre Sagfører; „I er da en Bande af Forbrydere allesammen! der gaar din Kone og gjemmer sit Sølvtøi og stjæler — ja jeg siger bent frem stjæler! — og din Far! — din store Fader! — ikke nok med, at han har ødelagt min Far og mangfoldige andre; men jeg skal bare fortælle dig et Træk, som viser, hvad han er for en; du har sagt ham, at Fru Gottwald havde nogle Sparepenge —“
„Nei!“ — svarede Abraham; men blev rød idetsamme; thi forpint som han var i dette Øieblik, huskede han dog, at han en Dag ved Bordet havde fortalt om denne Idé med et Monument over lille Marius.
„Ser du?“ raabte Kruse bittert; „du husker det. Hør nu: otte Dage før Konkursen var din Far her og lokkede Bankbogen fra Fru Gottwald under Paaskud af at ville skaffe hende høiere Rente! — hvad siger du til det? — skal jeg fortælle dig, hvad han er — din store Fader? — jo han er en ganske simpel Kjæltring!“
Abraham faldt bagover mod en Stol og var i flere Minutter besvimet. Kruse blev ræd og angrede sine Ord, og da han endelig fik den anden til at slaa Øinene op, sagde han:
„Du faar ikke være sint paa mig — Løvdahl! — men du kan vel vide, at dette med Arbeiderne fordærver mer end mit halve Liv.“
Abraham tog sansesløs imod hans Haand, men det var klart, at han endnu var som lamslaaet. Kruse lod ham have Ro og gik imens op og ned i Stuen.
Efter en lang Stilhed sagde Abraham:
„Hvad skal jeg gjøre?“
„Det kommer an paa, hvad du kan gjøre.“
„Kan?“
„Hvad du har Kraft og Mod til.“
„Du tror da vel ikke, at jeg vil gjøre mig delagtig —“ han kom ikke længer; thi han stansede foran sin Vens Øine og et Smil, han kjendte, et halvt mismodigt, halvt foragteligt; og Abraham følte dette Smil svie i sit Hjerte.
