Allerede Lørdag Eftermiddag havde Marcussen faaet et Par
allarmerende Telegrammer; men han lagde dem tilside ifølge
Husets Skik: Lørdag Aften var Professorens Kortparti, og Søndag
var Helligdag.
Men Mandag Morgen havde der samlet sig en Braade Telegrammer paa Marcussens Pult, — en Flok forbandede Rovfugle — tænkte han, mens han trak sin vaade Frak af.
Han begyndte med at lægge dem udover Pulten i smaa Houge, eftersom han gjennemløb dem. Men tilslut sopte han alle Telegrammerne sammen i en Bunke og slog sin store Næve ned i den.
Rasmus nærmede sig med den sorte Lærtaske, for at modtage de sædvanlige Ordres for Dagens Operationer i Bankerne; men Marcussen bad ham reise til Helvede og tage Tasken med sig.
Derpaa samlede han efter et Øiebliks Betænkning alle Telegrammerne i én Haand og gik ind i Professorens Kontor, lukkede Døren efter sig og trak Portieren for.
Carsten Løvdahl havde staaet ved Vinduet og stirret ned i Haven; han vendte sig heftigt og sagde:
„Hvad er det? — Marcussen!“
Professorens Ansigt var næsten askegraat, og Øinene laa dybt i Hovedet. Han havde ikke sovet i flere Nætter; og de sidste Dages Anstrængelser for at holde sig oppe mod alt Haab, de vilde Planer, den fortvivlede Vished, som fra alle Kanter stak Hovedet frem — alt dette havde vrængt den store statelige Mand om til en jaget Forbryder.
„Hvad er det? — Marcussen!“
Endog Stemmen var forandret, — raa, somom den ukjendt med den menneskelige Tale kom lige fra Dyret.
Marcussen skalv af Sindsbevægelse; han lagde Telegrammerne foran Chefens Plads. Løvdahl satte sig tungt i Lænestolen.
„Telegrammer! — TeIegrammer — altsammen? — fra Donner? -fra Kristiania? — hvad skal dette betyde — Marcussen! — hvorfor bringer De mig alt dette hulter til bulter? — har jeg ikke sagt Dem, at det er Deres Arbeide og ikke mit at besørge den daglige Ordning af Papirerne? — svar mig — Menneske! staa ikke der som en Stok! — hvad betyder det?“
„Hr. Professor Løvdahl!“ — svarede Marcussen og Taarerne steg ham til Øinene: „det betyder, at vi ikke kan klare det længer.“
„Hvad siger han?“ skreg Professoren og reiste sig helt op; „kan vi ikke klare det længer? — siger han? — mener De - Menneske! mener De, at jeg — at Carsten Løvdahl skulde være fallit?“
Som et Lyn fór hans stive Øine omkring i Stuen, da Ordet var nævnt, — dette Ord, han havde kjæmpet med Dag og Nat i de
