„Javist — naturligvis,“ svarede Professoren, som allerede var
tilbage ved sin Pult, hvor Marcussen ventede. —
— Nu var den sidste, rasende Kamp begyndt for Carsten Løvdahl.
Han slog Penge tilhøire og tilvenstre. Selv fjerne, smaa Forbindelser brugte han til ubetydelige Beløb; han skaanede intet, beregnede intet, bare slog sig frem sammen med den trofaste Marcussen fra Dag til Dag.
Han spændte sin Kredit til det yderste; kjøbte alt mod tre Maaneders Vexel og solgte, hvad det skulde være til hvilkensomhelst Underpris, naar det bare var kontant. Gamle Abraham Knorrs Statspapirer gik i al Stilhed til Realisation i Hamburg; og alt, hvad de kunde skrabe sammen af virkelig Valuta, kastede de i Svælg efter Svælg, — indtil det hele stansede foran et bundløst Svælg, og det var ude med Carsten Løvdahl.
Det var en kold regnfuld Morgen i Slutten af Høsten. Den
Meinhardtske Familie var forlængst reist fra Professoren, og Abraham
var paa en Forretningsreise nordover i Fabrikens Anliggender.
Der havde været en underlig Stilhed over Byen i flere Dage; en aandeløs Forventning, hvori de urimeligste Rygter flagrede uvisse omkring; alle Tunger var færdige til at tage fat, og det var rent ud af Mangel paa faktisk Stof, at man fortalte hinanden de taabeligste Ting, som ingen troede paa.
Thi nu var Luften ganske opfyldt med disse smaa fine Miasmer, hvoraf Rygter dannes; og den Fornemmelse vandt i Styrke, at noget uhørt, skrækkeligt forestod.
Arbeiderne paa Fortuna stod bekymrede og fortalte hinanden, at Fabriken skulde nedlægges. Der var ingen, som vidste, hvor det kom fra; men jo ivrigere nogle enkelte var til at benægte og gjøre Nar af dem, som troede sligt Snak, desto fastere stod det for de fleste. Det laa i Luften, at vente noget ondt.
Direktørerne i de forskjellige Banker turde ikke se hinanden i Øinene. I de sidste Dage var der kommet foruroligende Forespørgsler fra forskjellige Kanter, høflige Anmodninger om at indskrænke visse conti; tilslut var det blevet Telegrammer om yderligere Garanti eller ligefrem Nægtelse af Kredit for flere Navne.
Det var en Mandag Morgen efter en bevæget Uge, i hvilken Carsten Løvdahl havde trasseret paa noget nær alle sine Forbindelser til store Beløb og paa tildels ganske nye Papirer.
