milie paa Besøg; og den forøgede Husholdning blev ført med en hensynsløs Rigelighed, som satte Fru Meinhardt i Henrykkelse.
Den gamle vindtørre Assessor blev derimod urolig; han begyndte at snuse og undersøge, gjorde nogle Beregninger og endte en Dag med at foreslaa for Professoren at overføre paa den lille Sønnesøn en og anden af de faste Eiendomme.
Abraham havde aldrig gjort store Fordringer som Forretningsmand, hvorfor det faldt Assessoren mindre vanskeligt at dreie Sagen saaledes, at dette Forslag ingenlunde fremkom af nogensomhelst Mistillid til Professoren. Det var bare, for itide at sikre Familien i Besiddelsen af de faste Eiendomme, om selve Forretningen ikke skulde vise sig at gaa ligesaa glimrende i Abrahams Hænder.
Paa denne Maade kunde ogsaa Professoren lettere acceptere Forslaget, som ellers tiltalte ham; og de to Bedstefædre forfattede en Del juridiske Mesterstykker af Gavebreve og Overdragelsesdokumenter, som gjorde lille Carsten til en holden Mand, mens han gik ovenpaa og brølede, fordi han ikke fik flere Kirsebær.
Dette fik ikke Abraham noget at vide om; han var saa optaget af Arbeidernes Anliggender. Det var hans stadige Emne — deres Byggefond, som voxede saa smukt, at der snart kunde være Tale om at reise et Samlingshus. Sagfører Kruse overlod Styret til sin yngre Ven, da Abraham var agtet og afholdt af alle.
Abraham nærede ikke længer nogen Uro for den Forandring, han havde troet at spore i sin Faders Væsen; og mente nu, da alt gik saa glimrende, at den rastløse Uro var Virkelyst; og han maatte bare beundre denne store Mand, som med Aarene bestandigt udfoldede større Kraft. —
En Dag, Abraham var i Kontoret, raabte Faderen ind til ham:
„Har du nogle Kontanter at laane os; Marcussen er ikke pr. casse.“
„Jeg har jo ikke andet — ved du, end Sparebanksbøgerne for Byggefondet og for —“
„Ja — kom med det, du har; saa skal vi sætte Beløbet ind igjen imorgen eller en anden Dag.“
Abraham skyndte sig at hente sit Skrin i Kontorets ildfaste Skab.
„Se her — Far! er det ikke stolt? Byggefondet har snart tolv tusinde Kroner og Sygekassen er hellerikke saa gal —“
„Godt — godt! “ — svarede Professoren hurtigt og greb Bøgerne.
„Vil du have altsammen?“ — spurgte Abraham leende.
„Nei — vi tar det, vi behøver idag.“
„Og saa maa du godtgjøre mine Folk Renten — helst lidt klækkeligt, naar du sætter Pengene ind igjen imorgen.“
