sidste Aar; dette Ord, som aldrig veg, som listede sig frem paa hans Læber, naar han sad alene i Kontoret, som pludseligt susede for hans Øre, naar muntre Gjæster priste hans Vin, og som han læste i hvert Menneskes Øie, der hilste ham paa Gaden.
„Hys — hys! — De lukkede vel Døren? — laas Døren — Marcussen! vi maa ikke tabe Hovedet, vi maa finde Udveie —, alt kan ikke være tabt, — umuligt! — lad mig se — lad mig se disse Telegrammer — allesammen!“
Og den gamle Mand tog Telegrammerne, som raslede i hans skjælvende Hænder; han saa snart i et, snart i et andet, spredte dem udover Pulten og samlede dem igjen, indtil han sank sammen med Hovedet i Hænderne og stønnede høit.
Marcussen sagde siden, han vilde heller, de skulde meldt ham et Par Tvillinger end oplevet dette Øieblik; tilslut gik han hen og lagde sin Haand paa Chefens Skulder.
Professoren saa op og reiste sig med Besvær:
„Gaa Marcussen! — og slip ingen ind til mig.“
Udover Formiddagen gik Forretningen tilsyneladende som almindeligt. Mæglere og Agenter kom ind og talte med Marcussen; der blev givet Ordre ud til Fabriken, og Kassereren sad bag sit Gitter, Folk kom og gik med Penge. Men lille Rasmus krøb sammen i en Krog og stirrede ufravendt paa Marcussen; at han ikke skulde i nogen af Bankerne med et eneste Papir, — det kunde han ikke forstaa; og han grundede over, hvad det skulde betyde.
Men da Klokken gik til et, kom Taraldsen travende — det gamle Bud fra Norges Bank; han løb altid i smaat Lunt og svingede med Armene.
Foran Marcussens Pult stansede han og hilste; et uvist Smil dirrede paa hans gamle Ansigt, idet han spurgte:
„Det er — hm! — naturligvis en Forglemmelse?“
„Hvilket?“ sagde Marcussen tørt.
Smilet forsvandt ganske, og aandeløs af Overraskelse spurgte Taraldsen igien:
„Skal Deres Vexler ikke indfries idag?“
„Nei.“
„Hr. Marcussen! Folk siger, De er en spøgefuld Mand; men dette —“
„Jeg spøger ikke — for Fanden!“
Gamle Taraldsen rettede sig; hver Mand sad bøiet over sit Arbeide; alene lille Rasmus’s Øine mødte hans. Gutten var bleg af Skræk; han begyndte at forstaa.
Ogsaa for gamle Taraldsen begyndte det at klarne; men strax
