stængte. Derfor lød der overalt ikke andet end Lovtaler over denne storartede og for Byen saa velsignelsesrige Virksomhed, de travle Hænder, de mange Munde — og saa videre; og i disse Lovtaler overdøvede man sig selv og sin Tvivl.
Under alle andre Forhold vilde Opgjøret for sidste Aars Drift i Aktieselskabet Fortuna have været en Begivenhed, som nok kunde opfordre til Eftertanke. Det havde været en høist besynderlig Generalforsamling.
Efter et flot og kortfattet Regnskab fra Mareussens Haand havde Professor Løvdahl med Beklagelse meddelt, at Fortuna iaar intet Udbytte vilde give.
Det blev en ubehagelig Overraskelse for alle; og Stemningen blev meget trykket; en enkelt misfornøiet Røst prøvede forsigtigt at henstille nogle Ubehageligheder til Direktionen.
Bankchef Christensen sad taus; og den Mening udbredte sig i Forsamlingen, at Misfornøielsen rykkede frem under hans Beskyttelse; var det ikke kjendt nok, at han hadede Løvdahl; — altsaa blev man modigere; det saa ud til at blive et stormende Møde.
Christensen lod dem komme langt, før han reiste sig. Men saa faldt han de forbløffede Misfornøiede i Ryggen med et Foredrag saa overlegent, saa tillidsfuldt og aabent, at den oprørte Generalforsamling med et blev som en smilende Sø, hvori den gjenvalgte Direktion trygt kunde speile sig. —
Derefter reiste Bankehcfen atter paa sin aarlige Tur til Carlsbad og tog sin Næse med sig; han vidste nu, hvorledes det vilde gaa hjemme.
Men han havde ikke den Opfatning af sit Kald, at han var den, som skulde advare og forebygge. Da han havde ordnet sine egne Affærer og efter Evne sikret sin dyrebare Bank mod de Ulykker, han veirede, var det med Sindsro, at han saa sine kjære Medborgere ødelægge sig; og han ventede roligt paa det Øieblik, da han skulde staa alene igjen, medens trindtom de faldne og vaklende skulde tigge om hans Hjælp.
— Carsten Løvdahl pustede ud efter hin Generalforsamling; og det var med Glæde han saa Hamburgeren gaa ud af Fjorden med Christensen ombord.
Da Sommeren nærmede sig, blev Forretningen flauere; Folk reiste bort eller havde Besøg fra andre Kanter; og imidlertid løb Vexlerne sin vante Gang ud og ind af Bankerne, der lignede Sluser, hvorigjennem Strømmen brusede ved Middagstider, for til Eftermiddagen at efterlade en Kasse af den allerbegrædeligste Tomhed.
I Professorens rummelige Hus var hele den Meinhardtske Fa-
