Godmodig og hjælpsom ønskede vist Marcussen, at alle Mennesker vare rige, lige saa oprigtigt som han ønskede, at alle Piger vare smukke.
— Ogsaa Professoren arbeidede paa sin Side. Han var nu kommen saa vidt, at han ikke vilde være ængstelig; han vilde ikke mærke, at hele Forretningslivet ligesom mattedes og trak sig sammen; han vilde ikke se længer frem end fra Dag til Dag.
Men derimod satte han al sin Evne paa at stemme Strømmen, som flød bort. Han kjøbte store Værdier, — alt, hvad man bød ham: Korn, Kaffe, Fisk, Salt — og solgte igien, næsten uden at han tænkte paa Tab eller Gevinst, — bare at det gik fort, at han altid følte Pengene rulle sig mellem Hænderne.
Og den febrile Kraft, denne ene Mand udfoldede, virkede smittende udover videre Kredse; og en Spekulationslyst, en Periode som af det vildeste Børsspil i det smaa kastede sin falske kortvarige Glans over den lille Afkrog af Verden, hvor Carsten Løvdahl grusserede.
Jo mere han udvidede sine Operationer, desto flere Navne trak han ind i Kredsen af sine Endossements; og da al Omsætning gik i Vexler, var der snart ikke noget betydeligere Hus i Byen og i Nabobyerne, som ikke stod paa Papir sammen med Løvdahl.
Men saalænge Bankerne og Udlandet diskonterede uden Knur, var denne Maade at skaffe Penge paa saa bekvem, at faa eller ingen havde Kraft til at stanse itide — selv ikke, da Discontoen begyndte at stige, saa disse Penge, hvormed der saa flot og letvindt spekuleredes, de var i Virkeligheden saa dyre, at de levnede meget liden Chance for Fortjeneste.
Hellerikke syntes nogen for Alvor at tage Uro af de udenlandske Efterretninger; den ene Artikel efter den anden faldt halvthundrede Procent i en Børsuge; Petroleum begyndte, saa forsvandt der Millioner i Jernveisaktier, saa gik Kaffen Fanden ivold og Sukkeret bagefter; men ingen syntes at forstaa, at dette var Fare for alt og alle.
Der var ikke mange Næser som Bankchef Christensens, og Tilliden til Carsten Løvdahl var saa ubetinget grundfæstet, at intet Menneske tænkte paa at vrage hans Navn.
Og forresten skulde der mere Mod til end der sædvanligvis findes inden Kjøbmandsstanden; thi Løvdahl hørte til Ringen, som raadede for baade By og Bank. Et uforsigtigt Ord mod en af de Store kunde være nok til, at man lempeligen blev sat udenfor, afsondret og glemt. Og den, som da ikke var stærk nok til at staa alene, han maatte visne og forkrøble, fordi alle Kilder blev ham
