I Døren sagde Bankchefen blidt:
„Jeg tør altsaa haabe, at vor Forretning afgjøres idag pr. kontant? — jeg kjender Professorens Forretningsmaxum.“
„Det halve kontant og Resten mod vor 3 Maaneders Accept,“ svarede Professoren.
„Tre Maaneders Accept —“ gjentog Bankchefen og trak lidt paa det; men et Blik paa den andens Ansigt overtydede ham om, at nu var Grænsen naaet: her var ikke mere at opnaa; og han forandrede behændigt Tonen:
„Ja det er jo det samme som kontant; et Papir, hvorpaa der staar Carsten Løvdahl, er ligesaa godt som Norges Banks Sedler. Godmorgen — Hr. Professor!“
Og de bukkede og smilede for hinanden.
„Marcussen! — vi skal betale 5,000 Kroner kontant til Bankchef Christensen ieftermiddag; vil De holde Beløbet parat.“
Den uforfærdede Marcussen, som aldrig blinkede, blev alligevel lidt betuttet denne Gang. Hver Dag havde allerede nok i sin Plage; og det var ingen Spøg at trolle fem tusinde Kroner foruden alt det andet, som skulde dækkes og indfries, og det var langt paa Dag.
Men Professoren var i den senere Tid bleven saa heftig og opfarende, at Marcussen, som elskede Freden, pleiede at lade, somom alt gik saa glat som Smør.
Han sagde derfor bare:
„Hm! fem tusinde Kroner! all right! — Hr. Professor!“
Saaledes som Løvdahls Forretning nu blev drevet, passede Marcussen fortræffeligt til den; det var netop noget for ham saaledes fra Dag til Dag at finde paa Udveie uden en bekymret Tanke for Følgerne; og jo knappere Tid der blev paa Penge, desto rigeligere blev Marcussens Opfindsomhed.
Han var vant til at smyge sig gjennem Fortrædeligheder af langt værre Art: skinsyge Fruentimmer, bedragne Piger, ufrivillige Svigermødre, Opfostringsbidrag, Præster og Formanere —; Kontorets Fortrædeligheder var en Leg for ham.
At møde forfaldne Papirer med nye,der tog sig ud som Valuta; at trassere paa kryds og tværs — holdende den øgende Gjæld i en stadig Circulation, der saa ud som en livlig Omsætning — det var altsammen Arbeide, der laa for Marcussen. Og naar han grusede med Penge og Værdier, var han ikke skjødesløs og ligegyldig, fordi det var en andens; han vilde ganske vist ført sin egen Forretning paa samme Maade, om han havde havt nogen.
Han holdt endogsaa meget af Professoren og Huset, og vilde saa inderligt gjerne, det skulde gaa saa godt og glimrende som muligt.
