dom,“ sagde Abraham godmodigt, naar hun ikke vilde lade ham komme nær Barnet.
„Ja, — det gjør jeg rigtignok.“
„Men jeg da!“ —— raabte Abraham leende; „du behandler mig ganske som brugt Krudt.“
„Hvad er det for noget Tøv!“
„Der Moor hat seine Pflicht gethan, der Moor kann gehen.“
„Ja det ved Gud, han kan,“ svarede Clara uden Skygge af Smil.
Men Abraham lo; han vilde ikke tage det for Alvor; han vilde være lykkelig. Han havde en Søn, som var hans; og han skulde nok faa Tag i Gutten senere; det var saa rimeligt, at Moderen raadede i den første Tid.
Kun med én taalte Clara at dele Barnet: Professoren fik Adgang til alle Tider; og han blev utallige Gange kaldt op ad Vindeltrappen enten til en Raadslagning eller stundom bare, forat Bedstefar skulde se, hvor han var sød — lille Carsten i Badestampen.
Og Moderen og Bedstefaderen kunde sidde lange Stunder over Vuggen og le og beundre hver mindste Trækning i det lille Ansigt, hvori de opdagede alverdens Smil, Familieligheder og intelligente Antydninger; medens Barnet — ærligt talt — hels lignede en syg Abekat.
Professoren var saa optaget af dette Barn, at han børstede Støvet af nogle medicinske Skrifter og gav sig til at repetere om Børnesygdomme. Det var hans Lyst og Glæde — dette lille Væsen, som skulde bære Navnet; og naar han i den dybe Stilhed midt i sit store Kontor hørte en fjern Lyd af Barneskrig ovenpaa, da lænede han sig tilbage i Stolen og smilte til Lykkegudinden, som halvt svævende rakte ham sin Krans og smilte igjen.
— Ogsaa for sin Veninde Fru Fredrikke viste Clara stundom sit Barn; thi hun havde ikke noget og saa hellerikke ud til at faa noget, og Clara satte Pris paa denne Overlegenhed.
Thi i Retning af det økonomiske Husstel maatte hun indrømme, at Fru Fredrikke i høi Grad var hende overlegen. Vel behøvede Clara ikke at spare, og hun gjorde det egentlig hellerikke; men hun havde dog fra sin Moder arvet et Sværmeri for at knibe paa Smørret og gjemme Sukkeret for Pigerne.
Fru Fredrikke lærte hende en Mængde Kneb med Madfedt, Meljævninger, Sirup og Cicorie og Liebig — ikke at forglemme; og Fru Clara gjorde sig en Samvittighedssag af at beværte sin Mand og sine Tjenestefo1k med nogle høist mystiske Ting, som de skulde spise.
Til andre Tider — som ved Selskaber ænsede hun ingen Ud-
