„Eller givet bort — Fredrikke!“
„Javist! tænk, hvor mangen Fattig kunde vi ikke have bespist med de Penge, som nu ikke kommer nogen tilgode? — jeg tror virkelig, du faar gaa til Professoren — ja, for du er vel sikker paa ham? —“ og somom bare Spørgsmaalet forfærdede hende, rettede hun sine skarpe Fugleøine paa Manden.
Morten svarede kun med et overlegent Skuldertræk.
„Vil du, at jeg skal sætte de Penge ogsaa hos Løvdahl?“ spurgte han.
„Ja — du maa jo gjøre, som du vil; men jeg synes rigtignok —, ja, du ved, jeg forstaar mig ikke paa det; men det forekommer mig, at det ligefrem er Uret — Synd — at lade noget gaa tilspilde.“ —
— Da Marcussen den næste Dag blev kaldt ind i Chefens Kontor gjennem det elektriske Ringeapparat, raabte Professoren oprømt:
„De fik Ret — Marcussen! — Præsten har været her med Pengene.“
Madamen fik Ret, naar hun i de første Dage efter lille Carstens Fødsel blev ved at gjentage, at Fruen var for ung til strax at føle hele Lykken ved Bamet; det vilde nok komme.
Thi da Clara havde forvisset sig om, at hendes Skjønhed intet havde lidt, kastede hun sig over den Lille med en Kjærlighed saa graadig og skinsyg, at hun næsten følte sig paa Krigsfod med alle, der omgav hende og som vilde stjæle sig lidt Ret til at eie med i Barnet.
Hun huserede med Pleiekoner og Barnepiger, fordi de ikke forstod at stelle Barnet. Saalænge den Lille havde det godt, var det Clara, som passede ham efter en Bog og efter lange Breve fra Moderen. Men kom der lidt Maveknib eller saadant noget, saa var det altid Pleiekonen eller Pigen — eller en anden, som havde gjort noget galt eller dumt.
Dette Barn var et Stykke af hendes egen Skjønhed, af hendes egen Fuldkommenhed; derfor skulde det være og voxe op som et mandligt Sidestykke til hende, — skulde engang vise sig inde i selve Byen for Familien, for Veninderne for de forsmaaede Balkavalerer, for hele Hovedstaden lige op til Slottet — som Clara Meinhardts Mesterstykke.
„Du lader til at anse lille Carsten som din udelukkende Eien-
